01 02 03 Dig og mig og vi tro: 3/5 04 05 15 16 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 31 32 33

3/5

34
"Fordi det at blive mor efter at have ventet i årevis er bare noget man lige klarer?" Noget i den retning sagde hun. Ligesom andre undrende har spurgt før. Og svaret er nej! Det er ikke noget man lige gør. Og det havde jeg heller ikke forestillet mig. Sådan rigtigt. Jeg ved bare heller ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig..... Eller det vil sige at jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg efter ca. en dags jublen efter Tinas opkald, om at vi skulle være forældre, med overblik, effektivitet og sprudlende overskud ville være i stand til at ordne ikke bare det foreliggende arbejde men også lidt til, gøre mit hus i stand, sørge for mad til fryseren og gøre klar til rejse og børneværelse. Hvor svært kunne det være?! Jeg har jo haft måneder til at vænne mig til tanken.

Det er muligt. Men i dag, hvor det er tre uger siden Sipho blev et navn vi kender, er jeg stadig snot forkølet, på penicillin og går rundt i cirkler om mig selv. Ting ta'r ikke bare tid men laang tid. Det, der er væsentligt for andre, er det ikke for mig - med mindre det handler om bodystockings i str. 86, sydafrikanske rand eller strejker i Lufthansa. Ikke fordi jeg ikke kan se det er vigtigt - det er bare så uvedkommende. Jeg har hørt om, at det sker - at kommende mødre bliver indadvendte og står med hånden på maven og kigger lige ud for sig. Jeg troede jo bare ikk', det ramte mig, når jeg nu ingen mave får. Men det har det så gjort. Aldrig har jeg været så indadvendt i mit liv. (bortset fra da jeg var syg) Eller i den grad sat alle andre dagsordner til side for en ting.

I dag er der tre dage til vi flyver. Fem dage til vi møder Sipho for første gang. Jeg glæder mig.

Etiketter: , , ,

35 36 37 38