Dig og mig og vi tro

Nelson Mandela er blevet 90 år. Det er min morfar også. Men kun en måneds mellemrum. Det er meget forunderligt, synes jeg at min morfars liv spænder det samme tidsrum som et af verdens "store" menneskers. De har levet på samme tid, de er begge mænd, men de har levet deres liv på hver sin side af jorden og på helt forskellige måder. Nelson Mandela har været med til at ændre verden. Han har fejret hans 90 års fødselsdag mere eller mindre over hele verden med berømtheder. Hans liv har været genstand for stor bevågenhed over hele verden. Min morfar, Ingemann Emil, fejrede hans fødselsdag med hele hans familie i Lendum forsamlingshus. Nelson Mandela har været med til at ændre verdenskortet og vores forståelse af os selv og hinanden. Min morfar har levet hele sit liv i en radius på omkring 20 km. midt i det nordjyske. Og alligevel har han haft indflydelse på mange. At fylde 90 er en stor ting. Og som barnebarn til en 90 årig har jeg ikke kunnet lade være med at reflektere over ...

Jeg har lige åbnet en fantastisk email. Et par fra "vores" liste har lige skrevet til os: De er blevet forældre !!! Det er ikke os, og vi er 6 pladser efter dem, men det er så FEDT ! Min reaktion til emailen var kuldegysninger og tårer på én gang. Hvor er det dejligt. De har en uge til deres rejse og til de skal møde deres barn . Åh hvor jeg glæder mig til det er vores tur, vores telefonopkald, vores email, vores afrejse dato !!! Men åh, emailen var en påmindelse om at det er virkeligt . Det er ikke bare noget vi leger. Det er rigtigt. Der er et barn på vej.....

Det er så pudsigt med bloggen - den er en oplagt mulighed for selviscenesættelse. Kun den lille detalje eller historie, jeg vil I skal se eller læse viser jeg jer. Sådan er det også i det "virkelige" liv i nogen grad. Men det er nu nemmere på bloggen, for her er ingen tonefald eller kropssprog, der kan vise hvordan det også er. Egentlig er det helt i orden - og nogle gange nødvendigt - ikke at fortælle hvordan man virkelig har det. Det kan være for at passe på sig selv, eller fordi, det bare ikke er alle, der behøver vide alt. På den anden side er mener jeg egentlig, at det snarere gælder dybere og mere personlige ting som tab, tvivl og kriser end nullermænd, søvnløshed og bekymringer. Der er simpelthen forskel på det private og det alment menneskelige. Nogle gange synes jeg bare, der er en tendens til at vi (inkl. jeg) vil være / skal være / tror vi skal være perfekte. Jeg ved, jeg selv kæmper med den sygdom, der florerer blandt kvinder i 20'erne: du ved, den, der...

For et år siden oplevede jeg et under. Det lyder så fint at skrive - og måske også lidt mystisk. Det var det nu ikke. Det gik i al sin enkelthed og storhed ud på, at min mormor og morfar fejrede deres jernbryllup - altså, at de havde været mand og kone i 70 år. Det var et lille, stort under; det var ikke stort eller fint, sådan som vi ser i den kulørtepresse eller i nyheder. Det var ikke forgyldt eller bevåget. Det var stille, almindeligt og nærværende. Hele dagen var naturligvis særlig, og forberedelserne også, jo. Men der, hvor det ramte mig, var om aftenen til middagen. Vi var inviteret til tarteletter, steg og is i Lendum forsamlingshus. Du ved, sådan ét forsamlingshus, hvor farverne er retro uden at være moderne, og hvor der er lys ved siden af køkkendøren, der indikerer, hvorvidt taler er tilladte af hensyn til maden eller ej. I den ramme sad vi tæt på 90 mennesker; familie, venner og naboer, omkring Mary og Ingemann - to små, ukendte mennesker, som vi alle s...

Ved I hvad der sker, når man bliver forælder til en dreng på 15 måneder? Man lærer lynhurtigt hvor ondt det gør at få tænder!! I den forbindelse har jeg også lært at også jeg besidder den refleks, der gør at mødre griber alt (alt!) der kommer ud af munden på deres barn... I går var vi i Pretoria for at få dansk pas. Det skulle være så fint, og jeg ville virkelig gerne kunne vise billeder frem af ambassaden og os med pas, men de findes ikke på vores kamera - vi havde nemlig for travlt med opkast und so weiter.... De er nu søde på den danske ambassade i Sydafrika, vil jeg så dertil indskyde. Så billedet med flagene er fra Impilo, som er den organisation, der formidler børn til AC børnehjælp fra Danmark. I dag har vi været ved frisøren med Samuel - han er blevet klippet noget så grundigt. Og tog det rigtig godt. Det er første gang jeg har været i en frisørsalon, hvor der på disken udover bogen med aftaler også lå en bibel :-) Derudover nyder vi varmen. I morgen er sidste da...

Tak for alle jeres fødselsdagshilsner For første gang nogensinde har jeg holdt fødselsdag i ført sandaler. Aldrig før har jeg kunnet spise picnic udenfor eller plaske i en swimmingpool i anledningen af at blive et år ældre. Men nu har jeg! Hele eftermiddagen brugte vi i Joburg Zoo sammen med den anden familie, som vi har været sammen med de sidste halvanden uge. Og hvis dreng har været i samme plejefamilie som vores. Nok er dyrene mere eller mindre de samme dyr s om i så mange andre zoologiske haver, men det var flot at se dyrene i omgivelser og med træer, som passer til dem. Samuel hyggede sig helt vildt. Dels havde vi hans elskede klapvogn med, og dels er han meget stolt over hans evner ud i gang... særligt op og ned af små trin og bakker. Så han har fået gået rigtig meget. Til aften holdt Jane et mindre selskab med en traditionel Sydafrikansk braii (=grill). Der var dækket flot op i haven med fakler og store lysestager og masser af lækker mad. Ikke nogen dårlig må...

I dag blev vi forældre "for real". Det var i dag vi blev idømt et barn på livstid :-) Det var meget stort og rørende. Efter frokost hos Durban childrens welfare tog Duncan, Samuel og jeg i Ushaka marine world - et STORT område med butikker og akvarier og shows med delfiner, sæler og pingviner. En tema udstilling med farlige dyr og et stort vandland. Og ikke mindst adgang til den meget fine strand ved Durban beach front. Vi nød delfin showet sammen med Samuel. Og da han faldt i søvn, så Duncan og jeg fisk fra Sydafrika - det her er virkelig et smukt og frodigt land! En gang må vi tage herned med det ene formål at nyde det! Samuel var meget optaget af hajerne. Og sammen fik vi dyppet fødderne i det store hav. I morgen går turen til Johannesburg. Samuel var meget optaget af hajerne. Og sammen fik vi dyppet fødderne i det store hav. I morgen går turen til Johannesburg land! En gang må vi tage herned med det ene formål at nyde det!

Når vi går på gaden med Samuel får vi mange hilsner. Især afrikanerner hilser og griner - og fortæller os hvor msuk en dreng han er. "He's a looker" sagde en kvinde med tørklæde om hovedet, vi mødte i Spar i går. På vej ned af hovedgaden mødte vi en mand og en kvinde. Kvinden peger på mig og siger "Why you steal this one? Whya you steal?" Åh nej, tænker jeg, mener hun virkelig vi bare stjæler ham fra landet?! Så jeg siger "I don't steal him" Jeg må ha' set forskrækket ud, for hun tilføjer: "Where is mother?" Pyha... "I'm mother" SÅ griner de begge to. Mandan siger med latter i stemmen: "I see - he looks just like you!" Billedet er bare for at bevise at vi er i "de varme lande". Det marts, kl. er 9 om morgenen og vi sveder alle sammen. Har spist frisk papaya til morgen mad og så en flok aber med unger i forgårs. Bli'r det meget bedre?!

Igår var vi en tur ved vandet. Vi bor så fantastisk i Durban, at vi kan gå 500 meter op af vejen, og så er der butikker, hvor vi kan købe mad. To kilometer den anden vej ligger det indiske ocean. Så på gåben kommer man langt omkring. Så i går var det stranden vi besøgte. Det var SÅ dejligt at komme ud at gå en tur. Vi er så heldige at vi følges med en anden familie, som er blevet forældre til en lille dreng på 9 måneder. Det er rigtig godt at have nogen at dele hele opleve lsen med! SÅ med to barnevogne og to sovende børn var vi nede og dyppe tæerne på fiskernes strand. Vi fandt en lille krabbeklo, som blev undersøgt nøje da Samuel vågnede. I går eftermiddags var Anja (den anden nybagte mor) i Gateway shopping center . HOLD DA OP!! Gateway ligger ti minutter fra IDUBE, hvor vi bor, og er den største shopping mall i den sydlige hemisphære! 350 butikker, 70 restauranter og Afrikas højeste springvand. Det var vildt. Og skægt. Det blev til en del køben. To klapvogne kom...

I går var vi i Umlazi, hvor Samuel Sipho kommer fra. Der var vi i retten, hvor vi skulle fremstilles for en dommer. Meget mærkelig oplevelse - vi havde vores stiveste puds på, blev vist ind i værelset, hvor vi blev bedt om at tage plads. Der sad vi så i den ene ende af lokalet mens han sad i den anden ende bag et stort skrivebord. Han læste lidt papire, skrev lidt. Talte med vores socialworker, og sagde tak. Og det var så det. Efter turen i retten kørte vi rundt i Umlazi, der er et township udenfor Durban. Det er et meget blandet område på den måde at der er både rige og fattige i mellem hinanden. Dog er der nogle meget fattige områder, hvor husene er små, faldefærdige og intermistiske, hvis ikke de nærmest er skure. Der voksede majs, gik høns og græssede geder. Og der var en fantastisk udsigt helt ud til havet. Efter turen kom Sipho Samuel med os hjem. På billedet sidder han i bar mave og prøver at spise ALT, der var på bordet at få fat i. VÆldig spændende at kunne sidde og grat...

Hjemme efter en laang men god dag i den familie hvor vores Sipho er blevet passet på og elsket. MEGET spændende. Dagen startede med samtale med den sagsbehandler, der har fulgt Sipho lige fra starten. Derefter blev vi kørt hen til plejefamilien. Han kiggede på os med store øjne... En smule skeptisk og bestemt ikke én, der bare smider sin kærlighed på hvem som helst. Så vi har sunget, klappet hænder, leget med giraf, med sten, givet mad og langsomt langtsom er vi kommet tættere på. Ligenu sover han i sin egen seng hos plejefamilien. Og vi er ganske blæste i vores hoveder, følelser og krop. Men vi glæder os til i morgen! (Nå jo, her er 27 grader, solskin, udsigt til det indiske ocean og world cup feber)

Klar, parat til start! Kufferten er lukket. Passene kopieret. Vinterjakkerne er lagt i bilen og det er slet ikke til at fatte ... Next stop Durban

I dag... ... har jeg holdt bisættelse, og blev igen grebet af, hvor glad jeg er for det arbejde jeg har. ... oplevet glæden og hjælpen ved stærke ord i bøn, sang og velsignelse i svære situationer ... hostet og spruttet på et ikke særligt fedt tidspunkt ... drukket te og fået gode råd i kærlig selskab ... blev jeg ringet op og ønsket god tur af en god ven ... fik jeg en smuk hilsen med gode ønsker ... har jeg hentet billeder af bedsteforældre, onkler og tanter for den lille at se ... hørt, der er landet viber i Danmark ... spist den sidste aftensmad i mit eget hjem alene med min mand ... er jeg gået på barsel ... har jeg pakket den lilles kuffert

Om to dage på nuværende tidspunkt er jeg ved at stå ombord i det fly, der skal få mig til Johannesburg fra Frankfurt. Og hvordan er vi så kommet her hen, har jeg tænkt i de sidste dage. Jo, i oktober 2007 sagde jeg for første gang højt til nogen "Hvordan gør man, hvis man skal adoptere?" Det var tidligt endnu. Vi var blevet klar over at der var noget galt - i hvert fald blev jeg ikke gravid. På det her tidspunkt fik vi alle de gode råd om at sove mere, spise mindre, spise anderledes, motionere, droppe alkohol, gå i løse bukser, lad være at stresse, vær tålmodig og den værste: "I er så unge". Alt sammen godt ment, men meget frustrerende, når man kan mærke noget ikke er som det skal være. I november 2007 tog vi til informationsmøde om adoption hos AC børnehjælp i Århus. Det er møder, de holder med jævne mellemrum, som dels orienterer om selve adoptionsprocessen, men som også fortæller om netop denne organisation og deres ethos. Jeg kan huske at jeg var overrask...

"Fordi det at blive mor efter at have ventet i årevis er bare noget man lige klarer?" Noget i den retning sagde hun. Ligesom andre undrende har spurgt før. Og svaret er nej! Det er ikke noget man lige gør. Og det havde jeg heller ikke forestillet mig. Sådan rigtigt. Jeg ved bare heller ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig..... Eller det vil sige at jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg efter ca. en dags jublen efter Tinas opkald, om at vi skulle være forældre, med overblik, effektivitet og sprudlende overskud ville være i stand til at ordne ikke bare det foreliggende arbejde men også lidt til, gøre mit hus i stand, sørge for mad til fryseren og gøre klar til rejse og børneværelse. Hvor svært kunne det være?! Jeg har jo haft måneder til at vænne mig til tanken. Det er muligt. Men i dag, hvor det er tre uger siden Sipho blev et navn vi kender, er jeg stadig snot forkølet, på penicillin og går rundt i cirkler om mig selv. Ting ta'r ikke bare tid men laang tid....

Ventetiden er ovre! For nogle dage siden skrev jeg, om den ventetid vi står i. Om hvordan det er at vide, der (forhåbentligt og forventeligt) er kort tid til vi bliver ringet op om, at det er NU vi skal være forældre. Uden at vide, hvornår det opkald kommer. For 6 dage siden ville jeg have skrevet følgende: "Der er noget så stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved den er der. Den er meget nærværende, og fylder en del: Den er ikke til at komme udenom. Det er en usynlig størrelse, som ligesom blokerer udsigten, og alligevel kan jeg se lige igennem. Som Harry Potter i sin usynlighedskappe: du ved han er der, du kan bare ikke se ham. Det er især når jeg kigger i min kalender den usynlige elefant træder frem. Jeg ved den er der, men jeg kan ikke se den. Jeg kan ikke plalægge efter den, er nødt til at gøre som om den ikke eksisterer. Samtidig med at alt jeg gør er med den i tankerne..... Der er noget stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, me...

I søndags sagde jeg til Duncan- som så mange søndage før: "Måske bli'r vi forældre i denne uge." I går havde vi besøg af vores sundhedsplejerske, for at mødes inden vi - engang - skal mødes med barn. Det gik rigtig godt, og var en rigtig stor opmuntring. Min frustration over "det er bare noget vi leger - der er jo ikke noget barn" blev hjulpet, for sundhedsplejersker kommer jo ikke på besøg for sjov, vel?! I formiddags talte jeg med en veninde, som sagde at hun i nat drømte at vi fik en pige på 4 år. "Og", som hun sagde "mig og Helligånden har noget kørende." Til middag ringede telefonen på kontoret. Jeg tænkte "Det er Tina" (Vores sagsbehandler) som jeg altid gør når telefonen ringer, og mindede mig selv om at hun jo ringer på mobilen - hvilket er grunden til den har været klistret til min side i snart et halvt år. Så jeg tager min "officielle" stemme på og siger "Metodistkirken, det er Anne Thompson." Hv...

Ruth  skal siges på engelsk. Ruth er Duncans gamle bedstemor, som e r et livstykke af en anden verden. Smilende, optimistisk og glad. Som tiltrækker mennesker, på en måde jeg ikke har set andre gøre det. Og som 92 årig har et netværk større end de fleste på facebook. (Altså, ikke at hun er på facebook) Hun spiller klaver, og har indtil for ganke nyligt spillet orgel i diverse kirker til pantomimer, begravelse og bryllupper. Hun lever af en engelsk pension, og kunne for indtil for et par år siden (mens hun stadig spillede meget) finde på at sige "I need a funeral or two.... Naughty little me!" Hun rejste som 83 årig alene til New Zealand og besøgte sidste forår os her i Danmark. Hun er lille, og smiler , så hendes øjne forsvinder. Hun be'r dagligt for alle hun kender, og sender omkring 200 julekort i december. For snart tre år siden var hun med til min ordination, og faldt dagen inden hun skulle have været hjemme og brækkede sit bækken. Hun lå på Hjørring sygehus halv...

Der er ting, jeg kalder mig selv, når ingen andre hører det. Nogle gange overhører de det, eller fanger det i tonen jeg snakker på. Så er det de siger "Du er for hård ved dig selv" eller "Er du okay?" eller også griner de og siger de også kan have det sådan med sig selv. Men der er også de ting, som jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke vil være ved det. Fordi jeg ikke har ordene. Fordi jeg ikke kan lide det, de betyder. Der findes en historie om at Jesus møder en kvinde, hvor dem, omkring kalder hende "sådan én". Du ved, på den der generaliserende og nedsættende måde, som vi ind i mellem taler om andre på. Der er ting, jeg ikke kalder mig selv, fordi jeg ikke vil være "sådan én". Men hvad gør man, når man nu er "sådan én"? Kvinden i historien var "sådan én", som de snakkede om. Hun var oven i købet blevet taget på fersk gerning, så der var ingen mulighed for at skjule, glemme eller benægte. Måske havde hun aldrig reg...