Som en elefant

Ventetiden er ovre! For nogle dage siden skrev jeg, om den ventetid vi står i. Om hvordan det er at vide, der (forhåbentligt og forventeligt) er kort tid til vi bliver ringet op om, at det er NU vi skal være forældre. Uden at vide, hvornår det opkald kommer. For 6 dage siden ville jeg have skrevet følgende:

"Der er noget så stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved den er der. Den er meget nærværende, og fylder en del: Den er ikke til at komme udenom. Det er en usynlig størrelse, som ligesom blokerer udsigten, og alligevel kan jeg se lige igennem. Som Harry Potter i sin usynlighedskappe: du ved han er der, du kan bare ikke se ham.
Det er især når jeg kigger i min kalender den usynlige elefant træder frem. Jeg ved den er der, men jeg kan ikke se den. Jeg kan ikke plalægge efter den, er nødt til at gøre som om den ikke eksisterer. Samtidig med at alt jeg gør er med den i tankerne.....
Der er noget stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved, den er der. Jeg ved den på et tidspunkt vil gøre sig bemærket og stille sig frem i lyset. På et tidspunkt står den stille og holder op med at vimse omkring - trampende usynligt over den næste uge, de næste måneder. Der er noget stort som en usynlig elefant foran mig. Jeg ville ønske, den holdt op med at lege gemmeleg."

Nu er "elefanten" ude i fuldt dagslys. Den er stor!! Og min tids- og virkelighedssans er blevet endnu mere mærkelig. *smil*

Kommentarer

  1. Den nye mormor9. februar 2010 kl. 09.40

    Og den yndige lille fyr ligner bestemt ikke en elefant!! Hvor er det herligt at han er kommet frem i lyset. Som din mormor sagde i går da hun så billedet af Sipho: "Åh... a er ållereej så glåw we ham!" Og det er vi flere der er!

    SvarSlet
  2. Tro Håb og Kærlighed9. februar 2010 kl. 13.02

    Ja, lykkelige lille dreng, der lever i total uvidenhed om, at han har så fantastisk en familie - incl. oldemor! Lidt ligesom, når mennesker endnu ikke har lært Gud at kende - hvis bare de vidste - og når bare de kommer til at vide!
    Der går ikke en dag, uden jeg taler med nogen, der nævner, hvor glade de er på jeres vegne - du kære elefant-passer:-)

    SvarSlet
  3. Louise Aaen10. februar 2010 kl. 12.30

    smil - nu kan du planlægge efter at den eksisterer. Der kommer aldrig mere en dag, hvor du kan tilrettelægge noget uden om din familie - smil

    SvarSlet
  4. Bente14. februar 2010 kl. 10.04

    Jeg blev lidt forvirret, da jeg læste dit indlæg - men nu forstår jeg ;-).

    Hjertelig tillykke med den lille ny. Hvor må det være spændende at få ham hjem!

    SvarSlet
  5. Familien Johansen15. februar 2010 kl. 13.17

    Jeg har altid drømt om at ae en elefant :) !!

    Søde Anne (og Duncan)
    Tusind tillykker med at I er kommet så langt.

    I skal vide at det er fuldstændig fantastisk at være familie - men også lidt hårdt (ind imellem)- man lærer flere nye sider af hinanden, som man ikke troede fandtes. Men det giver også helt utroligt, fantastisk, vidunderligt meget andet. Det er super at være mere end 2 i en familie - og det er aldrig kedeligt at have børn (på alle måder).

    Al mulig held og lykke herfra.
    Knus fra Louise

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Endelig adoption

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen - nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven , mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu. Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig m
Læs mere

Med maven bar

Billede
I går var vi i Umlazi, hvor Samuel Sipho kommer fra. Der var vi i retten, hvor vi skulle fremstilles for en dommer. Meget mærkelig oplevelse - vi havde vores stiveste puds på, blev vist ind i værelset, hvor vi blev bedt om at tage plads. Der sad vi så i den ene ende af lokalet mens han sad i den anden ende bag et stort skrivebord. Han læste lidt papire, skrev lidt. Talte med vores socialworker, og sagde tak. Og det var så det. Efter turen i retten kørte vi rundt i Umlazi, der er et township udenfor Durban. Det er et meget blandet område på den måde at der er både rige og fattige i mellem hinanden. Dog er der nogle meget fattige områder, hvor husene er små, faldefærdige og intermistiske, hvis ikke de nærmest er skure. Der voksede majs, gik høns og græssede geder. Og der var en fantastisk udsigt helt ud til havet. Efter turen kom Sipho Samuel med os hjem. På billedet sidder han i bar mave og prøver at spise ALT, der var på bordet at få fat i. VÆldig spændende at kunne sidde og grat
Læs mere

Fadervor - inspireret af Godly Play

Billede
Børnekirken har i øjeblikket om Fadervor. Fadervor er så kendt og brugt, at det er let at glemme, at det er en bøn Jesus selv har givet os. Jeg har i hvert fald let ved at tage ordene for givet. Det tror jeg som end også er helt fint; det kan være en styrke at have ord, der sidder på rygraden. Men for at bønnen også skal være inderlig og værdifuld ville jeg gerne give børnene en fornemmelse af, "at her har vi med noget særligt at gøre."  Derfor besluttede jeg at tale om Fadervor som en gave, vi har fået af Jesus.  Det gjorde næste skridt lettere. Jeg ville gerne gøre bønnen visuel for børnene. Det er kendt at børn "hører visuelt" - dvs. at hjernen allerførst opfatter ting gennem øjnene. Ørene kommer først til senere, og selv som voksen er der mange ting, som vi tillægger de ord, vi hører, som vi egentlig opfanger gennem øjnene. Så før ord giver mening giver billeder mening for vores hjerne.  Derfor har jeg lavet en lille pakke med ting, der skal illustrer
Læs mere