torsdag den 9. juni 2016

Jeg roder og flytter

Det roder og støver til her på bloggen - jeg i gang med at flytte platform, og det er ikke særlig elegant i mit tilfælde.

Det betyder at du ikke længere skal bruge linket digogmigogvitro.blogspot.com men KUN digogmigogvitro.dk

Glæder mig til at være helt på plads og byde velkommen!

lørdag den 30. april 2016

En tanke om praksis: Det kritiske er ikke, at du er stoppet

Hvad gør du, når du falder?

Ikke i overført betydning, men helt konkret - hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang...

Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?), var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen - og at det er en fejl - gik igen. Og jeg kender det godt.

Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger)
er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op.

Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ændrer sig, og så må rutinerne ændre sig også. Du skifter fra skole til job; får et barn; får nye mødetider; du skal til at tage bilen istedet for bussen eller en influenza sætter
alting på pause. Sådan er livet, og det er kun fint. Det er ikke det, at vi holder op med noget, der er det kritiske punkt. Det er, om vi kommer i gang igen.

Det var den tanke, der mindede mig om, hvad jeg gjorde, da jeg faldt ned af vores trappe for noget tid siden:

Det var en aften, og jeg skulle bare liige op med et-eller-andet. På vejen ned igen smutter mine strømpefødder på de glatte brædder, hvor fødder har slidt lakken spejlblank i løbet af de mere end 100 år trappen har været der. Smut - og dér lå jeg. Av!! Min venstre balde og venstre albue tog skraldet på trinet. For bunden af trappen lå jeg så og ømmede mig. Før jeg kunne rejse mig op, var jeg nødt til at ligge og sunde mig. Der skulle nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven til, før jeg kunne få svimmelheden og kvalmen efter smerten nok i baggrunden til, at jeg kunne svare Duncan og tage imod hans hånd for at komme på højkant igen. Jeg si'r dig - aldrig i mit liv har jeg set så blåt et mærke!

Jeg faldt - med et brag - og jeg kom op igen. Det tog lidt tid og lidt hjælp. Men jeg kom på højkant. Jeg ligger ikke stadig væk og roder rundt ved bunden af trappen.

Når du falder, så rejser du sig igen. Måske ikke lige med det samme, for måske skal du lige sunde sig. Måske er det nødvendigt med en hjælpende hånd. Men du rejser dig. Hvis du snubler over striberne i fortovet på vej ind i Føtex rejser du dig med det samme og håber, at ingen så dig. Det ligger som en dyb refleks i kroppen at komme op igen.

Hvis du falder, rejser du dig. Og går videre.

Det slog mig, at det ikke er anderledes med vores andagtsliv eller bønsliv - hvis vi går i stå, må vi gå igang igen. Det er ikke farligt, det er ikke forkert, det er ikke unormalt.

Faktisk er det ikke faldet, der er problemet. Det er at rejse sig op, der er det kristiske punkt. Alle falder. Alle kløjs i deres intentioner og rutiner. Spørgsmålet er, om vi kommer i gang igen, ikke om vi stopper op. Du behøver ikke tage det som et nederlag, at du opdager, at du sprang bibellæsningen eller tiden til bøn over. Pyt med det. Det vigtige er, at du opdager det, for kun sådan kan du komme i gang igen.

Det svære er måske i virkeligheden at undgå den lille bølge af skam, der opstår, når vi ikke uden videre "lykkes" med noget, som vi kan bilde os selv ind, at alle andre klarer uden problemer.

Så lad os bare punktere den historie med det samme: Vi kan alle sammen opleve tidspunkter, hvor bøn er svært, hvor bibellæsning er tungt og trættende, hvor det er tæt på umuligt at samle vilje til at give tid til Gud. Og nogle gange smutter det bare i mængden af vasketøj, indkøb, madpakker, gøremål og hverdagstræthed.

Det er helt okay. Det er som sagt ikke det, at du er stoppet, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at du var i gang - og at du kan begynde igen. Så hvis du stopper, så begynd igen!




torsdag den 28. april 2016

Tålmodighed eller hurtighed

Jeg har før skrevet om, hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler.

Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle "vente udenfor i to minutter ligesom sidst."

Vi voksne mente jo nok, at han - og Samuel - ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: "Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden."

I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: "Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!"

Hold nu op, som jeg kom til at grine.

Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg har besluttet mig for noget; så skal det være nu. Det kan kun gå for langsomt!

Jeg er så meget med på bønnen: "Gud, giv mig tålmodighed. NU!"



Men udfordringen, når man har hurtighed og ikke tålmodighed, er jo, at tålmodigheden kun vokser, når noget skal ventes på; modnes; være i proces eller ikke er "instant". Som én, jeg ikke ved, hvem er, så er tålmodighed jo ikke det at vente, for tiden går jo af sig selv. Tålmodighed er hvordan du venter. At vente ved at trave frem og tilbage i konstant uro og brok over ventetiden er ikke tålmodighed. Tålmodighed er derimod at kunne være i ventetiden uden uro men med tillid til, at det, du venter på, også kommer til dig.

Der var en gang et menneske, der sagde til mig, da jeg beklagede min manglende evne til tålmodighed: "Det kan godt være, du ikke stod forrest, da Vorherre delte tålmodighed ud. Så stod du til gengæld langt fremme, da det gjaldt mod."

Tjaeh. Ingen kan være god til alt uden videre. Heldigvis kan man øve sig!

onsdag den 20. april 2016

En tanke om mad og leg: jeg genkendte brandbilen

Jeg blev så glad, da jeg forleden faldt over dette billede på instagram hos en af dem, jeg følger. En lille dreng, der spiser morgenmad - i selskab med sin brandbil! 

Åh, hvor mange gange har vi ikke også spist i selskab med postmand Per, Brandmand Sam, Lynet McQueen, en legomand og jeg-ved-ikke-hvem. Her i huset har det været tegn på, at en leg har været særlig god og levende, når en "legekammerat" har fået plads ved bordet. 

Det er ikke lige meget, hvem vi spiser sammen med @BLWMamaUK 
Det fantasien gjorde levende i legen stopper ikke bare fordi der er én, der siger "Så er der mad!" Jeg synes, det er siger noget vigtigt både om leg og om at spise sammen.

Om leg fortæller det, at det, der foregår for barnet er alvorligt, virkelig, vigtigt og bygger på følelser som empati og fællesskab. Om mad fortæller det, at dem vi holder af vil vi også gerne spise med.

Det kunne jeg så fabulere en masse over om næstekærlighed, om at spise sammen, om at invitere andre med hjem og om nadver. Men jeg lader være og lader istedet billedet stå som det er.

Er du allerede på instagram så find mig på @digogmigogvitro.dk



torsdag den 14. april 2016

Misforstået omsorg: Det er ikke synd for et par, der adopterer

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet - klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: "Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske." 


Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået .

Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem - det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele godkendelsesapparatet går i gang. Præcis ligesom forestillingerne og tilknytningen om barnet går i gang det øjeblik, man bliver enige om at droppe prævention for at blive gravid.

Yogalæreren er ikke den eneste, der har givet de venlige ord med på vejen. "Man hører jo tit, at folk får deres egne børn, når de først har adopteret." 
De første gange anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Til sidst udviklede jeg et standard svar, der lød noget i retningen af: "Det er ikke en statistik jeg kender til. I hvert fald siger den statistik jeg personligt kan lave med de mennesker, jeg kender, der har adopteret, at det hverken er almindeligt eller forventeligt." Det har været den eneste måde, jeg har kunnet svare nogenlunde sagligt på uden udføre de ninja-spark, der trængte sig på. 


Der er ingen tvivl om, at folk mener det godt. Det er bare misforstået omsorg, for når man er i gang med at adoptere, så er tanken om børn gennem egen biologi opgivet, og som regel er der også en rimelig accept af, at det er sådan det er. Det er muligt du eller din tante kender nogen, der efterfølgende er blevet gravid, men det er fåtallet af adoptivfamilier, det sker for. Og det er helt i orden. Det er ikke synd for et par, der adopterer. De er heldige - de skal være forældre. 


Det kan være, det er svært at forstå, at det er sådan det forholder sig. Der har helt sikkert også været sorg og frustrationer forbundet med at være nået til beslutningen om adoption, men når først beslutningen er truffet, så er det kun på sin plads at ønske tillykke og tilbyde sin støtte og opmuntring i en ofte langvarig process!

søndag den 27. marts 2016

Lav en påskehave

Endelig endelig kommer her årets påskehave. Sidste år blev det ikke til noget pga. kvalme og for to år siden kom skoldkopper i vejen  - og måske er der en væsentlig pointe i det: Hverdagen og højtiderne bliver kun noget særligt midt i det rod et familieliv i forvejen består af. 

Påskehaven 2016 set fra Palmesøndag
Påskehaven giver kreativt udtryk for påskens begivenheder ved hjælp af ting, der leder tankerne hen på de forskellige begivenheder i Jesu' liv fra Palmesøndag gennem Skærtorsdag, Langfredag til Påskemorgen. Jeg har fundet en palme fra Samuels playmobil, et æselføl fra julekrybben, en kande fra forrige års påskehave og lavet nogle kors af pinde og sytråd. Graven er en lerkrukke og en stor sten vi fandt ved stranden for et par år siden.

Korsene i påskehave 2016
Det er oplagt at lave korsene sammen på en gåtur og binde dem med noget ståltråd. Man kunne som end også samle sten til at bygge en lille klippevæg. 

Påskehaven er helt anderledes i år end for to år siden. Jeg har "anlagt" den i et aflangt fad, og det fungerer egentlig ret godt, synes jeg, at have begivenhederne på linje - det gør det også nemmere visuelt at tale med børn om, hvornår Jesus oplevede hvad. 

Påskehaven 2016
Faktisk kunne man gøre en hel dyd ud af hver dag i påske ugen at sætte nogle ting op på fadet, sådan at man sammen så påsken udvikle sig. Det har jeg ikke gjort. Det eneste, der har udviklet sig herhjemme er, at stenen påskemorgen bliver flyttet fra gravens åbning. 

Stenen er lagt for gravens åbning i påskehaven 2016.

Påskemorgen flyttede vi stenen fra graven. Her kunne have ligget et lille hvidt klæde, stået et par engle eller have gemt sig et påskeæg.

Denne gang har jeg brugt sand og ingen planter, og det giver en rigtig god bund at sætte tingene ned i. Til gengæld skal man også være opmærksom på, at det indbyder endnu mere til at blive leget med! Så afhængigt af alderen på børn i hjemmet er det måske ikke det allerbedste alligevel.  

Brød og vin fra Skærtorsdag. Fristende at spise! 

Jeg skriver med vilje "jeg", for selvom det er oplagt at lave en påskehave sammen som familie og gøre en andagts-stund ud af det, så blev det ikke sådan herhjemme denne gang. Men den er her, og den er fin at snakke om. 

Gør du noget lignende eller har du andre idéer? 


lørdag den 19. marts 2016

Dåb i England: Giv børnene en rugby tackling

"Hvis I ser barnet komme for tæt på det store påskelys, så giv dem en rugby tackling", sagde præsten, og menigheden lo. 

Jeg skal love for, at jeg lærte noget om at være en velkommende kirke overfor børn, da vi i sidste weekend var til dåb hos vores nevø F. Og det var på den gode måde! For jeg, hvis kæphest er, at børn ikke bare skal have lov til at være i kirken men også ER kirken, gjorde alt hvad jeg kunne for at mit barn blev så usynligt som muligt i kirken. 

Skoene var vintage og dårligt egnede til at rugby tackle nogen som helst!

Albert sov i barnevognen, da vi kom til kirken, hvor dåben skulle holdes. Hmm, hvad skulle vi gøre med ham? Samuel skulle med ind og være med, selvfølgelig skulle han det. Men Albert, den sovende baby? Vi fik ham op af den lille trappe og sat i forgangen. Der var rimelig med plads, så der kunne han godt stå, blev vi enige om og gik ind. Her er det så kirketjeneren første gang henvender sig til mig: "I er velkomne til at køre barnevognen med ind." Nej, vi synes jo nok det var mest diskret at han blev derudenfor. Så forstyrrede han heller ikke, når/hvis han vågnede med et hvin. "Det er selvfølgelig op til jer", sagde den venlige kirketjener.

Indenfor kom vi i tanke om, at det måske ikke var det smarteste sted, vi havde stillet det sovende barn, når det nu var lige under klokketårnet. Mig ud igen til barnevognen. Jeg får den bugseret ind i kirkerummet med et undskyldende smil til kirketjeneren, der med et smil sagde: "Vi skal slet ike bruge klokken. Men børn er altså også velkomne her i kirken." 

Her skal jeg indrømme jeg fik en lille smule røde øren, for hvorfor i alverden havde jeg fået den idé fra at (spæd-)børn ikke var velkomne? Eller skulle pakkes væk? 
Måske fordi jeg selv var nervøs ved tanken om en skrigende baby halvvejs gennem gudstjenesten, hvor jeg selv skulle stå fadder. "Nå ja", sagde min svigerindes far, "så skriger han, men du tager ham da bare med op. I dag handler jo om børnene." 

Nåeh ja, det er jo det, den gør. 

Da gudstjenesten gik i gang startede præsten med at byde velkommen. Aldrig før har jeg hørt så fin en velkomst til forældre og deres børn. Han gjorde i den grad bekymringer til skamme om at komme til at larme. 

"Børnene er velkomne her i kirken, og det gør ikke noget, vi kan høre dem. De må meget gerne gå rundt også heroppe foran - derovre i hjørnet er der legesager. Det eneste vi beder om er, at I har et øje på dem, så de forbliver sikre. Det drejer sig særligt om det store påskelys her oppe ved alteret, som er meget flot, men som ikke står så stabilt. Inden i lyset er en beholder med flydende voks, og det ville være skrækkeligt om et barn - eller en voksen for den sags skyld - skulle få voks ned over sig. Så ser du et barn med retning mod lyset, så giv dem en rugby tackling."

Så fortsatte han med at forklare at han undervejs i gudstjenesten ville få brug for hjælpere til at hælde vand op i døbefonten og til at samle en gave ind til kirken. Og at det var vigtigt at børnene kunne se, hvad der skete, så de skulle selvfølgelig endelig gå med rundt efterhånden som vi bevægede os igennem ritualet!

Og hvad har jeg så taget til mig om at få forældre og deres børn til at føle sig velkomne?

  • Sørg for at dem, der byder velkommen eller gør rummet klart fortæller og viser, at børn er velkomne. (Her var det kirketjeneren, der fik mig til at slappe af med at have et sovende barn med ind i en klodset barnevogn.)
  • Brug velkomsten til at gøre det klart, at børnene er velkomne - også selvom de opfører sig som børn. (Dvs. børnene her måtte gerne lege og måtte gerne kunne høres)
  • Fortæl forældrene, hvad der er okay, deres børn gør og hvad der forventes af dem som forældre (Her var det okay at børnene gik omkring i kirken, og forventningen var, at det var forældrene, der holdt øje med dem)
  • Brug humor for at få noget væsentligt løftet frem. (Her var det rugby tacklingen og påskelyset, som kunne være decideret farligt.)
  • Forbered børnene (og forældrene) på at de kan blive inddraget i selve gudstjenesten. (Her ved at hælde vandet op i fonten, samle kollekt ind og ved at flytte sig, så de kunne se.)
Jeg må indrømme at mine fordomme mod en traditionel kirke som værende ikke-favnende af børn og forældre blev gjort til skamme. Og heldigvis for det! Der blev (naturligvis) ikke brug for rugby tacklinger, og Albert sov selvfølgelig sødeligt fra hele molevitten. 

Og måske er det i virkeligheden den vigtigste pointe: Det handler i høj grad om at få forældrene til at føle sig tilpas og afslappede, så kan børnene meget nemmere være børn i kirken.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...