En tanke om praksis: Det kritiske er ikke, at du er stoppet
Hvad gør du, når du falder?
Ikke i overført betydning, men helt konkret - hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang...
Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?), var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen - og at det er en fejl - gik igen. Og jeg kender det godt.
Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ændrer sig, og så må rutinerne ændre sig også. Du skifter fra skole til job; får et barn; får nye mødetider; du skal til at tage bilen istedet for bussen eller en influenza sætter
alting på pause. Sådan er livet, og det er kun fint. Det er ikke det, at vi holder op med noget, der er det kritiske punkt. Det er, om vi kommer i gang igen.
Det var den tanke, der mindede mig om, hvad jeg gjorde, da jeg faldt ned af vores trappe for noget tid siden:
Det var en aften, og jeg skulle bare liige op med et-eller-andet. På vejen ned igen smutter mine strømpefødder på de glatte brædder, hvor fødder har slidt lakken spejlblank i løbet af de mere end 100 år trappen har været der. Smut - og dér lå jeg. Av!! Min venstre balde og venstre albue tog skraldet på trinet. For bunden af trappen lå jeg så og ømmede mig. Før jeg kunne rejse mig op, var jeg nødt til at ligge og sunde mig. Der skulle nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven til, før jeg kunne få svimmelheden og kvalmen efter smerten nok i baggrunden til, at jeg kunne svare Duncan og tage imod hans hånd for at komme på højkant igen. Jeg si'r dig - aldrig i mit liv har jeg set så blåt et mærke!
Jeg faldt - med et brag - og jeg kom op igen. Det tog lidt tid og lidt hjælp. Men jeg kom på højkant. Jeg ligger ikke stadig væk og roder rundt ved bunden af trappen.
Når du falder, så rejser du sig igen. Måske ikke lige med det samme, for måske skal du lige sunde sig. Måske er det nødvendigt med en hjælpende hånd. Men du rejser dig. Hvis du snubler over striberne i fortovet på vej ind i Føtex rejser du dig med det samme og håber, at ingen så dig. Det ligger som en dyb refleks i kroppen at komme op igen.
Hvis du falder, rejser du dig. Og går videre.
Det slog mig, at det ikke er anderledes med vores andagtsliv eller bønsliv - hvis vi går i stå, må vi gå igang igen. Det er ikke farligt, det er ikke forkert, det er ikke unormalt.
Faktisk er det ikke faldet, der er problemet. Det er at rejse sig op, der er det kristiske punkt. Alle falder. Alle kløjs i deres intentioner og rutiner. Spørgsmålet er, om vi kommer i gang igen, ikke om vi stopper op. Du behøver ikke tage det som et nederlag, at du opdager, at du sprang bibellæsningen eller tiden til bøn over. Pyt med det. Det vigtige er, at du opdager det, for kun sådan kan du komme i gang igen.
Det svære er måske i virkeligheden at undgå den lille bølge af skam, der opstår, når vi ikke uden videre "lykkes" med noget, som vi kan bilde os selv ind, at alle andre klarer uden problemer.
Så lad os bare punktere den historie med det samme: Vi kan alle sammen opleve tidspunkter, hvor bøn er svært, hvor bibellæsning er tungt og trættende, hvor det er tæt på umuligt at samle vilje til at give tid til Gud. Og nogle gange smutter det bare i mængden af vasketøj, indkøb, madpakker, gøremål og hverdagstræthed.
Det er helt okay. Det er som sagt ikke det, at du er stoppet, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at du var i gang - og at du kan begynde igen. Så hvis du stopper, så begynd igen!
Ikke i overført betydning, men helt konkret - hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang...
Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?), var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen - og at det er en fejl - gik igen. Og jeg kender det godt.
 |
| Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger) er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op. |
alting på pause. Sådan er livet, og det er kun fint. Det er ikke det, at vi holder op med noget, der er det kritiske punkt. Det er, om vi kommer i gang igen.
Det var den tanke, der mindede mig om, hvad jeg gjorde, da jeg faldt ned af vores trappe for noget tid siden:
Det var en aften, og jeg skulle bare liige op med et-eller-andet. På vejen ned igen smutter mine strømpefødder på de glatte brædder, hvor fødder har slidt lakken spejlblank i løbet af de mere end 100 år trappen har været der. Smut - og dér lå jeg. Av!! Min venstre balde og venstre albue tog skraldet på trinet. For bunden af trappen lå jeg så og ømmede mig. Før jeg kunne rejse mig op, var jeg nødt til at ligge og sunde mig. Der skulle nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven til, før jeg kunne få svimmelheden og kvalmen efter smerten nok i baggrunden til, at jeg kunne svare Duncan og tage imod hans hånd for at komme på højkant igen. Jeg si'r dig - aldrig i mit liv har jeg set så blåt et mærke!
Jeg faldt - med et brag - og jeg kom op igen. Det tog lidt tid og lidt hjælp. Men jeg kom på højkant. Jeg ligger ikke stadig væk og roder rundt ved bunden af trappen.
Når du falder, så rejser du sig igen. Måske ikke lige med det samme, for måske skal du lige sunde sig. Måske er det nødvendigt med en hjælpende hånd. Men du rejser dig. Hvis du snubler over striberne i fortovet på vej ind i Føtex rejser du dig med det samme og håber, at ingen så dig. Det ligger som en dyb refleks i kroppen at komme op igen.
Hvis du falder, rejser du dig. Og går videre.
Det slog mig, at det ikke er anderledes med vores andagtsliv eller bønsliv - hvis vi går i stå, må vi gå igang igen. Det er ikke farligt, det er ikke forkert, det er ikke unormalt.
Faktisk er det ikke faldet, der er problemet. Det er at rejse sig op, der er det kristiske punkt. Alle falder. Alle kløjs i deres intentioner og rutiner. Spørgsmålet er, om vi kommer i gang igen, ikke om vi stopper op. Du behøver ikke tage det som et nederlag, at du opdager, at du sprang bibellæsningen eller tiden til bøn over. Pyt med det. Det vigtige er, at du opdager det, for kun sådan kan du komme i gang igen.
Det svære er måske i virkeligheden at undgå den lille bølge af skam, der opstår, når vi ikke uden videre "lykkes" med noget, som vi kan bilde os selv ind, at alle andre klarer uden problemer.
Så lad os bare punktere den historie med det samme: Vi kan alle sammen opleve tidspunkter, hvor bøn er svært, hvor bibellæsning er tungt og trættende, hvor det er tæt på umuligt at samle vilje til at give tid til Gud. Og nogle gange smutter det bare i mængden af vasketøj, indkøb, madpakker, gøremål og hverdagstræthed.
Det er helt okay. Det er som sagt ikke det, at du er stoppet, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at du var i gang - og at du kan begynde igen. Så hvis du stopper, så begynd igen!
Kommentarer
Send en kommentar