Dåb i England: Giv børnene en rugby tackling

"Hvis I ser barnet komme for tæt på det store påskelys, så giv dem en rugby tackling", sagde præsten, og menigheden lo. 

Jeg skal love for, at jeg lærte noget om at være en velkommende kirke overfor børn, da vi i sidste weekend var til dåb hos vores nevø F. Og det var på den gode måde! For jeg, hvis kæphest er, at børn ikke bare skal have lov til at være i kirken men også ER kirken, gjorde alt hvad jeg kunne for at mit barn blev så usynligt som muligt i kirken. 

Skoene var vintage og dårligt egnede til at rugby tackle nogen som helst!

Albert sov i barnevognen, da vi kom til kirken, hvor dåben skulle holdes. Hmm, hvad skulle vi gøre med ham? Samuel skulle med ind og være med, selvfølgelig skulle han det. Men Albert, den sovende baby? Vi fik ham op af den lille trappe og sat i forgangen. Der var rimelig med plads, så der kunne han godt stå, blev vi enige om og gik ind. Her er det så kirketjeneren første gang henvender sig til mig: "I er velkomne til at køre barnevognen med ind." Nej, vi synes jo nok det var mest diskret at han blev derudenfor. Så forstyrrede han heller ikke, når/hvis han vågnede med et hvin. "Det er selvfølgelig op til jer", sagde den venlige kirketjener.

Indenfor kom vi i tanke om, at det måske ikke var det smarteste sted, vi havde stillet det sovende barn, når det nu var lige under klokketårnet. Mig ud igen til barnevognen. Jeg får den bugseret ind i kirkerummet med et undskyldende smil til kirketjeneren, der med et smil sagde: "Vi skal slet ike bruge klokken. Men børn er altså også velkomne her i kirken." 

Her skal jeg indrømme jeg fik en lille smule røde øren, for hvorfor i alverden havde jeg fået den idé fra at (spæd-)børn ikke var velkomne? Eller skulle pakkes væk? 

Måske fordi jeg selv var nervøs ved tanken om en skrigende baby halvvejs gennem gudstjenesten, hvor jeg selv skulle stå fadder. "Nå ja", sagde min svigerindes far, "så skriger han, men du tager ham da bare med op. I dag handler jo om børnene." 

Nåeh ja, det er jo det, den gør. 

Da gudstjenesten gik i gang startede præsten med at byde velkommen. Aldrig før har jeg hørt så fin en velkomst til forældre og deres børn. Han gjorde i den grad bekymringer til skamme om at komme til at larme. 

"Børnene er velkomne her i kirken, og det gør ikke noget, vi kan høre dem. De må meget gerne gå rundt også heroppe foran - derovre i hjørnet er der legesager. Det eneste vi beder om er, at I har et øje på dem, så de forbliver sikre. Det drejer sig særligt om det store påskelys her oppe ved alteret, som er meget flot, men som ikke står så stabilt. Inden i lyset er en beholder med flydende voks, og det ville være skrækkeligt om et barn - eller en voksen for den sags skyld - skulle få voks ned over sig. Så ser du et barn med retning mod lyset, så giv dem en rugby tackling."

Så fortsatte han med at forklare at han undervejs i gudstjenesten ville få brug for hjælpere til at hælde vand op i døbefonten og til at samle en gave ind til kirken. Og at det var vigtigt at børnene kunne se, hvad der skete, så de skulle selvfølgelig endelig gå med rundt efterhånden som vi bevægede os igennem ritualet!

Og hvad har jeg så taget til mig om at få forældre og deres børn til at føle sig velkomne?

• Sørg for at dem, der byder velkommen eller gør rummet klart fortæller og viser, at børn er velkomne. (Her var det kirketjeneren, der fik mig til at slappe af med at have et sovende barn med ind i en klodset barnevogn.)
• Brug velkomsten til at gøre det klart, at børnene er velkomne - også selvom de opfører sig som børn. (Dvs. børnene her måtte gerne lege og måtte gerne kunne høres)
• Fortæl forældrene, hvad der er okay, deres børn gør og hvad der forventes af dem som forældre (Her var det okay at børnene gik omkring i kirken, og forventningen var, at det var forældrene, der holdt øje med dem)
• Brug humor for at få noget væsentligt løftet frem. (Her var det rugby tacklingen og påskelyset, som kunne være decideret farligt.)
• Forbered børnene (og forældrene) på at de kan blive inddraget i selve gudstjenesten. (Her ved at hælde vandet op i fonten, samle kollekt ind og ved at flytte sig, så de kunne se.)

Jeg må indrømme at mine fordomme mod en traditionel kirke som værende ikke-favnende af børn og forældre blev gjort til skamme. Og heldigvis for det! Der blev (naturligvis) ikke brug for rugby tacklinger, og Albert sov selvfølgelig sødeligt fra hele molevitten. 

Og måske er det i virkeligheden den vigtigste pointe: Det handler i høj grad om at få forældrene til at føle sig tilpas og afslappede, så kan børnene meget nemmere være børn i kirken.