En tanke om mad og leg: jeg genkendte brandbilen

Jeg blev så glad, da jeg forleden faldt over dette billede på instagram hos en af dem, jeg følger. En lille dreng, der spiser morgenmad - i selskab med sin brandbil! 

Åh, hvor mange gange har vi ikke også spist i selskab med postmand Per, Brandmand Sam, Lynet McQueen, en legomand og jeg-ved-ikke-hvem. Her i huset har det været tegn på, at en leg har været særlig god og levende, når en "legekammerat" har fået plads ved bordet. 

Det er ikke lige meget, hvem vi spiser sammen med @BLWMamaUK 
Det fantasien gjorde levende i legen stopper ikke bare fordi der er én, der siger "Så er der mad!" Jeg synes, det er siger noget vigtigt både om leg og om at spise sammen.

Om leg fortæller det, at det, der foregår for barnet er alvorligt, virkelig, vigtigt og bygger på følelser som empati og fællesskab. Om mad fortæller det, at dem vi holder af vil vi også gerne spise med.

Det kunne jeg så fabulere en masse over om næstekærlighed, om at spise sammen, om at invitere andre med hjem og om nadver. Men jeg lader være og lader istedet billedet stå som det er.

Er du allerede på instagram så find mig på @digogmigogvitro.dk



Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Endelig adoption

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen - nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven , mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu. Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig m...
Læs mere

Med maven bar

Billede
I går var vi i Umlazi, hvor Samuel Sipho kommer fra. Der var vi i retten, hvor vi skulle fremstilles for en dommer. Meget mærkelig oplevelse - vi havde vores stiveste puds på, blev vist ind i værelset, hvor vi blev bedt om at tage plads. Der sad vi så i den ene ende af lokalet mens han sad i den anden ende bag et stort skrivebord. Han læste lidt papire, skrev lidt. Talte med vores socialworker, og sagde tak. Og det var så det. Efter turen i retten kørte vi rundt i Umlazi, der er et township udenfor Durban. Det er et meget blandet område på den måde at der er både rige og fattige i mellem hinanden. Dog er der nogle meget fattige områder, hvor husene er små, faldefærdige og intermistiske, hvis ikke de nærmest er skure. Der voksede majs, gik høns og græssede geder. Og der var en fantastisk udsigt helt ud til havet. Efter turen kom Sipho Samuel med os hjem. På billedet sidder han i bar mave og prøver at spise ALT, der var på bordet at få fat i. VÆldig spændende at kunne sidde og grat...
Læs mere

-2/0

Billede
Hjemme efter en laang men god dag i den familie hvor vores Sipho er blevet passet på og elsket. MEGET spændende. Dagen startede med samtale med den sagsbehandler, der har fulgt Sipho lige fra starten. Derefter blev vi kørt hen til plejefamilien. Han kiggede på os med store øjne... En smule skeptisk og bestemt ikke én, der bare smider sin kærlighed på hvem som helst. Så vi har sunget, klappet hænder, leget med giraf, med sten, givet mad og langsomt langtsom er vi kommet tættere på. Ligenu sover han i sin egen seng hos plejefamilien. Og vi er ganske blæste i vores hoveder, følelser og krop. Men vi glæder os til i morgen! (Nå jo, her er 27 grader, solskin, udsigt til det indiske ocean og world cup feber)
Læs mere