Misforstået omsorg: Det er ikke synd for et par, der adopterer

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet - klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: "Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske." 

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået .

Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem - det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele godkendelsesapparatet går i gang. Præcis ligesom forestillingerne og tilknytningen om barnet går i gang det øjeblik, man bliver enige om at droppe prævention for at blive gravid.

Yogalæreren er ikke den eneste, der har givet de venlige ord med på vejen. "Man hører jo tit, at folk får deres egne børn, når de først har adopteret." 

De første gange anede jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Til sidst udviklede jeg et standard svar, der lød noget i retningen af: "Det er ikke en statistik jeg kender til. I hvert fald siger den statistik jeg personligt kan lave med de mennesker, jeg kender, der har adopteret, at det hverken er almindeligt eller forventeligt." Det har været den eneste måde, jeg har kunnet svare nogenlunde sagligt på uden udføre de ninja-spark, der trængte sig på. 

Der er ingen tvivl om, at folk mener det godt. Det er bare misforstået omsorg, for når man er i gang med at adoptere, så er tanken om børn gennem egen biologi opgivet, og som regel er der også en rimelig accept af, at det er sådan det er. Det er muligt du eller din tante kender nogen, der efterfølgende er blevet gravid, men det er fåtallet af adoptivfamilier, det sker for. Og det er helt i orden. Det er ikke synd for et par, der adopterer. De er heldige - de skal være forældre. 

Det kan være, det er svært at forstå, at det er sådan det forholder sig. Der har helt sikkert også været sorg og frustrationer forbundet med at være nået til beslutningen om adoption, men når først beslutningen er truffet, så er det kun på sin plads at ønske tillykke og tilbyde sin støtte og opmuntring i en ofte langvarig process!