Dig og mig og vi tro

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet - klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: "Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske."  Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået . Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem - det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele god...

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af "vores" sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med. I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her . Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla.  her  og her . Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til  børnefødselsdag . Selve rejsen startede med  opkaldET , der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både  tre dage før ,  to dage før ...

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter. For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige , som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.  Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: "Vi behøver slet ikk' gå i seng med hinanden for at lave et barn." Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.  Samuel står klar til at tage imod "lillebror" med flag - og Byggemand Bob hjelm.  Det var stort at være med ...

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven  Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et "os".   Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!  Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:  "Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre. Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har re...

Der er ting, jeg kalder mig selv, når ingen andre hører det. Nogle gange overhører de det, eller fanger det i tonen jeg snakker på. Så er det de siger "Du er for hård ved dig selv" eller "Er du okay?" eller også griner de og siger de også kan have det sådan med sig selv. Men der er også de ting, som jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke vil være ved det. Fordi jeg ikke har ordene. Fordi jeg ikke kan lide det, de betyder. Der findes en historie om at Jesus møder en kvinde, hvor dem, omkring kalder hende "sådan én". Du ved, på den der generaliserende og nedsættende måde, som vi ind i mellem taler om andre på. Der er ting, jeg ikke kalder mig selv, fordi jeg ikke vil være "sådan én". Men hvad gør man, når man nu er "sådan én"? Kvinden i historien var "sådan én", som de snakkede om. Hun var oven i købet blevet taget på fersk gerning, så der var ingen mulighed for at skjule, glemme eller benægte. Måske havde hun aldrig reg...

Weekenden bød på den første børnefødselsdag på den ene side af familien i .... ja, mange mange år. Den lille Andreas bhar været i familien i et helt år. Og han er blevet så stor og glad en lille dreng. Det er godt igen at have små børn i familien - det giver noget helt andet, når vi alle sammen er sammen. Jeg må indrømme at have været lidt spændt på at skulle med til børnefødselsdag. I mens vi har tumlet rundt med vores barnløshed har vi modsat så mange andre vi kender, været så heldige at der ikke rigtigt har været nogle små børn tæt på os. Derfor har vi ikke siddet til børnefødselsdage, hvor vi knapt har kunnet smile, eller været nødt til at melde afbud, for at passe på os selv. Der har været mennesker, der blev gravide , og det har været svært nok. Der kom små mennesker til i menighederne, og det gjorde ondt nok. Jeg tænkte, at det ville være noget andet nu, hvor jeg jo er godkendt til adoption og står på venteliste, og det virkelig kun kan være et spørgsmål om ikke ret lan...

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen - nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven , mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu. Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig m...

Jeg har netop set en video, sendt til mig af et meget omsorgsfuldt menneske , som jeg meget gerne vil dele med jer. Den er lavet af en kvinde, som gennem flere år, har kæmpet med barnløshed. Hun har lavet videoen, som hedder Empty Arms, for i første omgang at forklare venner og bekendte, hvad det er for en rejse hun og hendes mand har været igennem med barnløshed .  Det er en utrolig smuk, enkel og rammende præsentation. Hun har nu lavet denne mere generelle video, som alle kan se - ikke bare deres egne venner og familie.  Noget af det, der gav genlyd i mig var dels navnet: "Tomme arme" for er der et sted jeg til stadighed kan mærke længslen efter et barn og har kunnet det længe, så er det netop i armene, hænderne og brystet - der hvor barnet skal holdes og passes og kærtegnes, men som nu er tomt. Og så er det hvad hun skriver om at det ikke er selviskhed, der får barnløse par til at  melde fra til dåb, børnefødselsdage eller lign. Det er selv-beskyttelse . Her e...

Jeg er nærmest klar til ferie. Jeg skriver nærmest, fordi jeg har det sådan at ting skal "lukkes" inden jeg kan tage hul på noget nyt. Der skal være orden i det meste, og jeg skal ikke have noget liggende halvt færdigt. Jeg så engang en film om men nesker, der flygtede fra Østtyskland til Vesten, hvor moren ville til at gøre badekaret rent inden de tog afsted fordi dem, der kom ind i huset for at lede efter dem, ikke skulle tro de ikke var ordentlige mennesker. Sådan lidt har jeg det. Derfor har jeg nu plantet fra krukker og ud i bedene, så det meste skulle kunne klare sig med minimal pleje mens vi er væk eller bare l aver andet end at være her. Jeg kunne  have gjort det for en uge siden, og kunne sikkert vente nogle uge endnu med at gøre det, men ....  De små stiklinger fra pelargonierne er sat i jorden (hvis du gerne vil have en lyserød og vi mødes, så sig til?!) og er jeg heldig får jeg formeret et par klatre hortensia'er.... Det er et forsøg, men lykkes det bl...