Endelig adoption
Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen - nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven , mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu. Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig m
og det klare han jo temmelig godt må man sige.. han er jo den nye telefon passer
SvarSletOg sikke et dejligt smil telefonpasseren sender til fotografen :-)
SvarSletJeg ringer i morgen!:-)
SvarSletHan ser helt prof ud:-) Så gør det jo ikke så meget I begge er lidt slatne når I har Samuel til at passe tingene imens;-)
SvarSletHaha, sikke et skønt billede, Anne! Dine to mænd nyder det lige meget, ser det ud til ;-)
SvarSlet