01 02 03 Dig og mig og vi tro: Det er værre at være mor 04 05 15 16 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 31 32 33

Det er værre at være mor

34
Det blev meget tydeligt for mig i dag, at der er meget lidt cool faktor i at være mor - i hvert fald set gennem øjnene af min seks årige søn og hans ven.

Vi var i Givskud Zoo på vej ind til ulvene. De to drenge går lige foran mig, da vi skal krydse sporet, hvor bilerne kører. Instinktivt træder jeg et ekstra skridt frem og be'r dem passe på bilerne. Prompte kommer det fra den ene: "Men jeg er altså ikke bange for bilerne!" Den anden er rørende enig. "Næh," svarer jeg, "det er egentlig heller ikke så meget for jeres skyld som for min - det er mig, der er bange." 
"Jeg heller ikke bange for ulvene," trumfer den anden. "Næh" siger den første og henvender sig til mig: "Du er måske en bangebuks?" 

Min mund svarer for mig: "Det er meget værre. Jeg er en mor." 

Drengene fniser og jubler, mens de straks går i gang med en længere liste over alt det, de i hvert fald ikke er bange for, men som bangebukse ikke tør eller kan eller kommet til at tisse i bukserne over. Skulle det virkelig være værre at være mor?





Det er nok svært at sammenligne en mor med en bangebuks - der er trods alt grænser for, hvor mange løver, ulve eller zombier en mor skal kunne klare. For ikke at nævne, at behovet for at kunne slukke faktiske ildebrande, krydse farlige jungle eller klatre op i toppen af det højeste træ også er ret begrænset. På den anden side er der så meget mødre ikke tør - på deres børns vegne. 

Mødre kan se potentielle farer overalt; fra biler til trapper, plastikposer og cykelture alene. De fleste af de potentielle farer vi møder, kan vi heldigvis som regel bruge fornuften til at afvise. Eller vi har selvbeherskelse nok til at ryggen til, så børnene kan få deres egne erfaringer med det, der kilder i maven på deres mor.

I nogle situationer er det mere svært. Nogle mødre bukker under, og finder den vat frem, de fleste af os render rundt med i rygsækken, så vi kan skærme, beskytte og pakke ind. Det kan være svært at skelne mellem pyller og sund fornuft. Nogle er bedre til det end andre. De fleste har deres stærke sider - for nogle er det fysiske udfoldelser, for andre er det at lade børnene gøre ting selv, for andre igen er det noget helt andet. Men de fleste af os kender vist til suget i maven, når barnet skal noget nyt eller gør noget, vi ikke er sikre på, om de magter.

Nogle farer skal vi ikke sidder overhørig som befærdede veje, behovet for almindelig høflighed eller hvad det nu kan være. Men vi kan på den anden side heller ikke lade vores bekymringsevne sætte alle grænserne for, hvad vores børn må have lov til at gøre eller prøve. Det er nødvendigt at skrabe knæene, græde af frustration før noget lykkes eller vente utålmodigt på at spare op til et-eller-andet. 

Det er vist et fælles vilkår ved at være mor, at det kan være værre end at være en bangebuks - om ikke andet så hvis en 6-årigt eller 13-årig skal bedømme rimeligheden i moderens grænser og bekymringer. 

En anden mor, Elisabeth Stone, har en gang beskrevet det sådan her: "Beslutningen om at få et barn - den er monumental. Det er at beslutte sig for altid at skulle have sit hjerte til at gå rundt uden for sin krop."

Af have så vitalt et organ udenfor den beskyttelse, som kroppen yder, er dels meget upraktisk, dels er det meget sårbart. Man forstår godt behovet for at drage omsorg, skærme og vejlede. Når det mest dyrebare går rundt udenfor ens faktiske indflydelse, er det klart, det må være en smule angstprovokerende.




På den anden side er der en enorm styrke i at turde gøre sig så sårbar. Når vi tør mærke suget i maven som mødre uden at begrænse vores børn, gør vi det muligt for vores børn fra at prøve nye ting, udvikle sig og vokse. Prisen for at se glade smil, stolthed over at lykkes og lidt efter lidt se kompetente, hele mennesker udvikle sig, er smerten ved at have hjertet rendende rundt udenfor kroppen. 

Der er ingen tvivl om, at de 6-årige drenge ikke havde meget tilovers for noget, der er værre end at være en bangebuks - uanset hvor meget de i øvrigt elsker deres mødre. Der er simpelthen ikke cool faktor nok i at være bange for en bil.

De har sikkert ret i, at det ikke er sejt at være en bangebuks. Men jeg kender heldigvis mange mødre, der hver dag går rundt efter de hjerter, de har sat i verden, og som udviser så meget mod ved at lade deres børn udvikle sig og vokse på trods af deres egne bekymringer og sug i maven, at jeg det selskab har det fint med at være værre end en bangebuks! 

Etiketter: , , ,

35 36 37 38