Et bekymrende marmelade forbrug - Paddington bjørn om adoption

Biografens mørke er noget af det bedste, der findes  - synes vi i hvert fald her hjemme. I weekenden har vi været inde for at se "Paddington" - med halvanden englænder og en anglofil dansker i huset er det jo nærmest et must. 

Det er en god familiefilm - sjov, spændende og sød. De danske stemmer virker overbevisende, animationen er fantastisk og historien holder. 


På et drabeligt tidspunkt i handlingen siger hr. Brown om, at Paddington hører til familien: "Det er lige meget, at han kommer fra en anden del af verden. Det er lige meget vi ikke er samme art. Det er lige meget, at han har et bekymrende marmelade forbrug. For vi elsker ham. Og derfor er han en del af vores familie."

Sådan - det er vist den bedste forklaring på, hvornår man er familie! Uanset om adoptionen er af en bjørn, et barn eller en anden voksen.

Kommentarer

  1. Tro Håb og Kærlighed20. januar 2015 kl. 14.23

    Jeg har fået filmen anbefalet i Sverige af Patrick, som er leder af Equmenia, vores børne- og ungdomsforbund. Og jeg glæder mig over, at Paddington endelig er kommet på film. Har altid holdt af ham:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne25. januar 2015 kl. 20.16

      Du kan godt tage anbefalingen til dig :-) Han er en dejlig lille bjørn. Den vises, så vidt jeg kan se, ikke på engelsk herhjemme i biograferne - jeg havde ellers glædet mig til at høre Colin Firth som Paddington :-)

      Slet
  2. Anonym25. januar 2015 kl. 18.24

    Og som din morfar sagde, da din mormor udtrykte bekymring over at I skulle adoptere fra Sydafrika: Et barn er vel et barn!! På klingende vendelbomål. Uanset marmeladeforbruget eller farven. Vi elsker ham fordi, som dim mormor sagde da hun så mødte vidunderet: Haj er jei å woes!! Punktum!
    Mormor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne25. januar 2015 kl. 20.17

      Jep, lige præcis, mor. Punktum. :-)

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Endelig adoption

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen - nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven , mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu. Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig m
Læs mere

Med maven bar

Billede
I går var vi i Umlazi, hvor Samuel Sipho kommer fra. Der var vi i retten, hvor vi skulle fremstilles for en dommer. Meget mærkelig oplevelse - vi havde vores stiveste puds på, blev vist ind i værelset, hvor vi blev bedt om at tage plads. Der sad vi så i den ene ende af lokalet mens han sad i den anden ende bag et stort skrivebord. Han læste lidt papire, skrev lidt. Talte med vores socialworker, og sagde tak. Og det var så det. Efter turen i retten kørte vi rundt i Umlazi, der er et township udenfor Durban. Det er et meget blandet område på den måde at der er både rige og fattige i mellem hinanden. Dog er der nogle meget fattige områder, hvor husene er små, faldefærdige og intermistiske, hvis ikke de nærmest er skure. Der voksede majs, gik høns og græssede geder. Og der var en fantastisk udsigt helt ud til havet. Efter turen kom Sipho Samuel med os hjem. På billedet sidder han i bar mave og prøver at spise ALT, der var på bordet at få fat i. VÆldig spændende at kunne sidde og grat
Læs mere

Fadervor - inspireret af Godly Play

Billede
Børnekirken har i øjeblikket om Fadervor. Fadervor er så kendt og brugt, at det er let at glemme, at det er en bøn Jesus selv har givet os. Jeg har i hvert fald let ved at tage ordene for givet. Det tror jeg som end også er helt fint; det kan være en styrke at have ord, der sidder på rygraden. Men for at bønnen også skal være inderlig og værdifuld ville jeg gerne give børnene en fornemmelse af, "at her har vi med noget særligt at gøre."  Derfor besluttede jeg at tale om Fadervor som en gave, vi har fået af Jesus.  Det gjorde næste skridt lettere. Jeg ville gerne gøre bønnen visuel for børnene. Det er kendt at børn "hører visuelt" - dvs. at hjernen allerførst opfatter ting gennem øjnene. Ørene kommer først til senere, og selv som voksen er der mange ting, som vi tillægger de ord, vi hører, som vi egentlig opfanger gennem øjnene. Så før ord giver mening giver billeder mening for vores hjerne.  Derfor har jeg lavet en lille pakke med ting, der skal illustrer
Læs mere