Dig og mig og vi tro

Jeg havde håbet på, at jeg ville kunne lugte den: røgelsen. Jeg ved godt, det er lidt fjernt fra den spartanske indretning i de flest kirke herhjemme uanset om de er fri-, valg-, eller folkekirkemenigheder sådan ligefrem at dekorere luften. Men i den anglikanske kirke gør man det gerne. De er selvfølgelig også i en slags fætter-kusine relation til katolikkerne. Duften får mig til at føle mig hjemme med det samme. Måske fordi det er duften af Taizé og retræte. Måske bare fordi jeg er skabs-anglikaner.  Under alle omstændigheder var den der: Den søde, krydrede duft af røgelse svøbte sig om os, så snart vi trådte ind i kirkerummet i den lille anglikanske kirke.  Et af glasmosaikkerne i kirken forestillede Maria og Jesus som barn. Vores nevø F. skulle døbes i den anglikanske kirke, hvor han hører til og er et lille kendt ansigt. Jeg har nok været i anglikanske kirker før, og holder af deres måde at gøre ting på. Alligevel var jeg spændt på at opleve en dåb ikke bare ...

Biografens mørke er noget af det bedste, der findes  - synes vi i hvert fald her hjemme. I weekenden har vi været inde for at se "Paddington" - med halvanden englænder og en anglofil dansker i huset er det jo nærmest et must.  Det er en god familiefilm - sjov, spændende og sød. De danske stemmer virker overbevisende, animationen er fantastisk og historien holder.  På et drabeligt tidspunkt i handlingen siger hr. Brown om, at Paddington hører til familien: "Det er lige meget, at han kommer fra en anden del af verden. Det er lige meget vi ikke er samme art. Det er lige meget, at han har et bekymrende marmelade forbrug. For vi elsker ham. Og derfor er han en del af vores familie." Sådan - det er vist den bedste forklaring på, hvornår man er familie! Uanset om adoptionen er af en bjørn, et barn eller en anden voksen.