Håbet 3 - Om en vedkommende fremtid

Ifølge Bertel Nygaard er håbet det, der peger ud af eller videre frem. Bliver vi i billedet med ankeret, må håbet været det træk, der opstår, når kæden mellem os på jorden og ankeret i himmelen spændes. Længslen efter retfærdighed, eller fred som grundtone i livet må være udtryk for at vi er forbundet med en virkelighed, der er større end vores egen.

 

Det kristne håb kommer af Guds løfter om, at de, der følger ham skal blive til velsignelse for mange. Jesu opgør med uretfærdigheden, og i sidste instans opgøret med døden, er det, det kristne håb sætter sin tillid til. Derfor er det kristne håb heller ikke en resignation over for fremtiden. Nej, det er tillid til, at fremtiden kommer med mening, med indhold - og at den ikke er tom og ligegyldig. Håbet insisterer på, at fremtiden vedkommer mig og dig. Derfor behøver du hverken blive håbløs eller desperat, for din forankring kan være i Gud, i hans Riges værdier, selvom du lever livet her på jorden.

Håbet, som den kristne kan have, er ikke afhængigt af, om livet er en succes, eller om alt går glat. Glæden ved at være i live og tilliden til, at der er godt i vente, er ikke betinget af, at vi lever op til det, der dikteres omkring os. Du kan være kronisk syg, skilt, barnløs, gammel, arbejdsløs og meget mere og alligevel leve i håb, for det ikke har noget med omstændigheder at gøre. Det har derimod at gøre med den sprække, som Jesus efterlod i forhænget mellem os og Guds rige, da han gik ind bag forhænget i himmelen, for at forankre os dér.
 
(Dette indlæg er blevet udgivet i sammenhæng i Metodistkirkens magasin Himmel og Jord nr. 3 2014. De foregående dele kom her og her.)