Dig og mig og vi tro

Juleferien er ovre, og selvom julen først slutter officielt med Helligtrekonger d. 6. januar, så er metaltrætheden så småt sat ind også de steder, hvor julepynten ikke for længst er pillet ned. Det er så let at blive nedtrykt eller træt af alt det gode, der er ovre. Og glemme det gode, som er på vej til os. Der er sikkert ikke noget at sige til det - forventningens glæde er skruet max op til julen. Mange børn har været i hyper-mode i største delen af en måned, og juleferien er ikke altid så afslappende, som man kunne ønske sig med familie-tamtam, besøg og mange dage hjemme. Vi er trætte, mætte af indtryk og bliver let blændet af al den glimmer og flitterstads, vi har omgivet os med: Alt lyset og glæden bliver pakket ned i kasser og sat til side til næste år - tilbage er januars grå  virkelighed. Meen måske er det ikke hele virkeligheden? Jeg faldt over en rigtig fin Alfons Åberg bog, som rigtig flot forklarer, at det gode altid er i vente. Den hedder "Lykkelige Alfons...

Ifølge Bertel Nygaard er håbet det, der peger ud af eller videre frem. Bliver vi i billedet med ankeret, må håbet været det træk, der opstår, når kæden mellem os på jorden og ankeret i himmelen spændes. Længslen efter retfærdighed, eller fred som grundtone i livet må være udtryk for at vi er forbundet med en virkelighed, der er større end vores egen.   Det kristne håb kommer af Guds løfter om, at de, der følger ham skal blive til velsignelse for mange. Jesu opgør med uretfærdigheden, og i sidste instans opgøret med døden, er det, det kristne håb sætter sin tillid til. Derfor er det kristne håb heller ikke en resignation over for fremtiden. Nej, det er tillid til, at fremtiden kommer med mening, med indhold - og at den ikke er tom og ligegyldig. Håbet insisterer på, at fremtiden vedkommer mig og dig. Derfor behøver du hverken blive håbløs eller desperat, for din forankring kan være i Gud, i hans Riges værdier, selvom du lever livet her på jorden. Håbet, som den kristn...

Håbet er lysegrønt, siger vi i Danmark. Men i virkeligheden er det nok mere spraglet, for alle håber. Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King håbede på et Amerika uden racisme, og mange håber på godt vejr i morgen. Ifølge håbshistoriker Bertel Nygaard ved Aarhus Universitet er håbet historisk foranderligt, skifter med livsbetingelser og eksistensbetingelser. Håbet er den drivkraft, som skaber mening og sammenhæng mellem nutid, fortid og fremtid. “Hvad vi håber på, røber, hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvor vi vil hen,” skriver han i sin bog “Håb”. Håb er livsvigtigt, for det er håbet, der gør os i stand til at se ud over den aktuelle situation og dens mangler. Håbet er en process, vi befinder os i; det er væren i forandring, en væren som altid endnu ikke er fuldendt. Forskning i psykologi og sociologi viser, at mennesker i den vestlige verden mangler erfaringen af håb. For håb drejer sig ikke om nutiden, men om fremtiden - ikke blot den fremtid som umiddelbart kan ...

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke. En bryllupsdag er altid noget særligt - jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på. Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har - som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide - selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar. Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par...

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven. Det kniber med begge dele. Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt - det er "bare" livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper - først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus. Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe - heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har være...

Hvad gør I ud af påsken hjemme hos dig? Jeg ville så gerne, at påsken får opmærksomhed, smag og følelse af at være en stor højtid, så jeg har i flere år ledt efter måder, at markere det på. Efter vi har fået Samuel er det behov blevet større.  Julen er hypet rundt om os, så selvom vi lægger vægt på nogle andre ting end så mange andre, fordi vi fejrer Jesus' fødselsdag og ikke julemanden, så har julen så meget opmærksomhed, at det ikke er svært at gøre den særlig.  Men hvad med påsken? Hvordan gør man den særlig? Der er selvfølgelig en perlerække af gudstjenester i kirken, men der hjemme hvor de store højtider også skal mærkes - hvordan kan man der gøre?   Jeg er faldet over traditionen med at lave en påskehave. Første gang jeg så den var hos  A Holy Experience . Idéen er, at en stor del af den kristne påske fandt sted i en have: Jesus bad i Getsemane, og her blev han taget til fange. Han fik sin grav i en have, og derfor var det også her, opstandelsen fa...

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter. For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige , som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.  Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: "Vi behøver slet ikk' gå i seng med hinanden for at lave et barn." Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.  Samuel står klar til at tage imod "lillebror" med flag - og Byggemand Bob hjelm.  Det var stort at være med ...

Der er en form for baby-boom i gang i vores vennekreds. Det pibler frem med maver hist og pist, og en enkelt venteliste er blevet fulgt ihærdigt. Sidst det skete, at der var mange babyer på vej omkring os, var den sværeste del af ventetiden for os. Vi ventede på at blive kaldt ind til fase 3, og omkring os blev folk gravide fra en side af, hvis de da ikke fødte. Denne gang er anderledes, fordi der ikke i mig findes et gabende tomt hul, der værker efter at blive fyldt ud. Jeg glæder mig med dem, der venter sig. Jeg synes, det er spændende med de store maver, der bli'r større. Jeg be'r om at høre om hvordan det er. Måske kommer jeg aldrig til selv at kende generne ved ledbånd i bækkenet, der giver sig? Eller glæden ved små  fødder, der bruger ens blære som fodbold. Jeg har fået lov at være med til to scanninger, og det var så stort. Det er spændende, og jeg glæder mig til at se de små pus, der skal se verdens lys indenfor det næste halve år. Men da vi i dag blev ringet op ...

Maria var en helt ung kvinde, da hun tog afsted til Betlehem sammen med Josef, som hun skulle giftes med. Alligevel var det nok ikke første gang hun var ude på en længere rejse. Måske var det første rejse, fordi kejseren i Rom havde en mening, om hvor hun skulle være. Men eftersom Maria var en praktiserende jøde, havde hun sandsynligvis siden hun var ganske lille rejst til Jerusalem med sine forældre til de store helligdage - ligesom hun senere selv tog sin lille søn med sig derop. Så jeg forestiller mig at rejse strabadser ikke har været ukendte for Maria. Hun har før levet ud af en kuffert og haft ømme fødder af at gå langt. Det, der gør det anderledes denne gang er, at hun er højgravid og rejser med Josef. Forestil dig at rejse til fods tung, frugtsommelig og med vand i hele kroppen. Forestil dig at være øm i ryggen og træt i benene allerede inden du står op om morgenen. Jeg har ikke prøvet det, men når jeg tænker på dem, jeg har fulgt med "i", når de har været højgravi...

Jeg er nærmest klar til ferie. Jeg skriver nærmest, fordi jeg har det sådan at ting skal "lukkes" inden jeg kan tage hul på noget nyt. Der skal være orden i det meste, og jeg skal ikke have noget liggende halvt færdigt. Jeg så engang en film om men nesker, der flygtede fra Østtyskland til Vesten, hvor moren ville til at gøre badekaret rent inden de tog afsted fordi dem, der kom ind i huset for at lede efter dem, ikke skulle tro de ikke var ordentlige mennesker. Sådan lidt har jeg det. Derfor har jeg nu plantet fra krukker og ud i bedene, så det meste skulle kunne klare sig med minimal pleje mens vi er væk eller bare l aver andet end at være her. Jeg kunne  have gjort det for en uge siden, og kunne sikkert vente nogle uge endnu med at gøre det, men ....  De små stiklinger fra pelargonierne er sat i jorden (hvis du gerne vil have en lyserød og vi mødes, så sig til?!) og er jeg heldig får jeg formeret et par klatre hortensia'er.... Det er et forsøg, men lykkes det bl...

"Hvad ville du gøre hvis en konge, eller en anden kendt kom på besøg hjemme hos dig?" Spørgsmål blev stillet til de børn, jeg har i Klub 3 ligenu. (Klub 3 er det man også i folkekirken kalder minikonfirmand) "Ikke noget. Men min mor ville nok bage en kage." Vi havde om Palmesøndag. Der hvor Jesus ridder ind i Jerusalem, og folkeskaren tager imod ham som en konge. Så det var egentlig Jesus det handlede om. Ja, hvad ville du egentlig gøre hvis Jesus kom på besøg? Jeg ved ikke hvad jeg ville gribe og gøre i - når min familie, som jo angiveligt holder af mig som jeg er, kommer på besøg kan jeg i minutter inden dørklokken går, tage mig selv i at løbe rundt med støveklud og støvsuger, for nu at være helt "klar". Som om det er det, det kommer an på. Jeg forestiller mig at det ville føles som at se en gammel ven, hvis Jesus pludselig ringede på døren. Hvor det vigtigste var gensynet og snakken - og måske maden. Men jeg kan nu godt lide svaret fra Klub 3. Det ...