01 02 03 Dig og mig og vi tro: Vi venter 04 05 15 16 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 31 32 33

Vi venter

34
Vi venter. Først venter vi på godkendelse i fase 1, så i fase tre. Så venter vi på på en liste, så venter vi på udrejse og endelig venter vi på at  komme hjem.


At skulle være forældre er for alles vedkommende en process med indlagt ventetid. For forældre, der skal adoptere, er ventetiden delt op i flere faser. Og hver fase byder på deres egne glæder, usikkerheder og frustrationer. Præcis som i en graviditet, dog med den store og afgørende forskel, at hvor forældre, der venter på at barnet skal fødes, ved, at  de står med deres guldklump inden for nogle uger (med mindre moder og barn har tænkt sig at skrive historie, (eller det værste sker)), så kan ventetiden for forældre, der skal adoptere deres barn, strække sig i uger, måneder eller år.

Det er hårdt. Og alle må tage deres egne forsvarsmekanismer i brug. Særligt hvis man står på en venteliste, hvor giver-landet laver regler, love eller procedurer om. Eller er værter for VM i fodbold, har ekstra lang sommerferie eller flytter dommer-kontorer. Der er så meget, der kan spænde ben og gøre ventetiden yderligere lang. Uden at man som forælder kan gøre hverken fra eller til.


I sidste uge fik nogle af vores venner den gode nyhed: De skal være forældre! Til den dejligste dreng. Så nu er endnu en ventetiden gået i gang: hvornår får de lov at rejse ud og hente ham hjem? Vi ved det ikke endnu. Men vi ved, han er velkommen og savnet. Vi ved, han hører til. Vi ved, han har et hjem. Og vi ved, han kommer.




Nu må vi så gøre, hvad vi kan for at de kommende nybagte forældre kommer så godt som muligt gennem de næste uger og måneder. Vi be'r der ikke kommer til at gå urimeligt lang tid. Og vi takker for, at det lige nu er forældrene det gør mest ondt på. Drengen savner givetvis at have sin egen familie - det tror jeg, børn gør instinktivt - men han ved heldigvis ikke, der sidder en mor og far og venter på ham ligenu. Men han skal hjem så hurtigt som muligt, for det er det, der er bedst for vores børn. Hvis der er noget vi som forældre i en adoptionsprocess redder vores børn fra overhovedet, så må det være ikke at have en familie.

Så vi venter. På at endnu en familie bliver hel.

Etiketter: ,

35 36 37 38