Om mig

Mit navn er Anne Thompson, jeg er født i 1981, og har været gift med Duncan siden 2003. Sammen er vi forældre til Samuel (2008) og Albert (2015). Jeg er opvokset i Nordjylland, men har boet i Vejle siden 2004.


Børn og deres indre liv og børns tilgang til det at tro interesserer mig inderligt. Sådan har det vist været længe, men jeg er dels blevet opmærksom på det efter at være blevet mor til Samuel, og dels efter at være blevet pædagogmedhjælper. 

 Her kan du læse en personlig trosbekendelse på den Gud, jeg tror på.

 Lige nu er jeg på barsel, men arbejder ellers som pædagogmedhjælper i en lille børnehave uden for Vejle. Oprindelig er jeg uddannet præst og fungerede i en årrække som menighedspræst i metodistkirken. Så slog livet en kolbøtte, og jeg måtte sadle om for både min egen og min families skyld. Den kolbøtte har jeg brugt nogle år på at komme overens med. Holder du ved på "dig og mig og vi tro" kommer du sikkert til at høre mere om den historie. Ikke fordi min historie er synderligt anderledes eller mere spændende end så mange andres, men fordi den er min, og derfor er den, jeg bedst kan bruge til at forstå andres historier.

Jeg er Godly Play vejleder. Desuden har jeg holdt foredrag om håb, om børns indre liv samt sammenhænge mellem haveliv og trosliv.



Jeg er med til at lede børnekirken i Metodistkirkens menighed i Vejle, og fungerer som redaktør for Metodistkirkens magasin “Himmel og Jord”. 

Tidligere har jeg blogget på www.praestens.blogspot.com


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Endelig adoption

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen - nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven , mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu. Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig m
Læs mere

Med maven bar

Billede
I går var vi i Umlazi, hvor Samuel Sipho kommer fra. Der var vi i retten, hvor vi skulle fremstilles for en dommer. Meget mærkelig oplevelse - vi havde vores stiveste puds på, blev vist ind i værelset, hvor vi blev bedt om at tage plads. Der sad vi så i den ene ende af lokalet mens han sad i den anden ende bag et stort skrivebord. Han læste lidt papire, skrev lidt. Talte med vores socialworker, og sagde tak. Og det var så det. Efter turen i retten kørte vi rundt i Umlazi, der er et township udenfor Durban. Det er et meget blandet område på den måde at der er både rige og fattige i mellem hinanden. Dog er der nogle meget fattige områder, hvor husene er små, faldefærdige og intermistiske, hvis ikke de nærmest er skure. Der voksede majs, gik høns og græssede geder. Og der var en fantastisk udsigt helt ud til havet. Efter turen kom Sipho Samuel med os hjem. På billedet sidder han i bar mave og prøver at spise ALT, der var på bordet at få fat i. VÆldig spændende at kunne sidde og grat
Læs mere

Fadervor - inspireret af Godly Play

Billede
Børnekirken har i øjeblikket om Fadervor. Fadervor er så kendt og brugt, at det er let at glemme, at det er en bøn Jesus selv har givet os. Jeg har i hvert fald let ved at tage ordene for givet. Det tror jeg som end også er helt fint; det kan være en styrke at have ord, der sidder på rygraden. Men for at bønnen også skal være inderlig og værdifuld ville jeg gerne give børnene en fornemmelse af, "at her har vi med noget særligt at gøre."  Derfor besluttede jeg at tale om Fadervor som en gave, vi har fået af Jesus.  Det gjorde næste skridt lettere. Jeg ville gerne gøre bønnen visuel for børnene. Det er kendt at børn "hører visuelt" - dvs. at hjernen allerførst opfatter ting gennem øjnene. Ørene kommer først til senere, og selv som voksen er der mange ting, som vi tillægger de ord, vi hører, som vi egentlig opfanger gennem øjnene. Så før ord giver mening giver billeder mening for vores hjerne.  Derfor har jeg lavet en lille pakke med ting, der skal illustrer
Læs mere