Jeg har før skrevet om , hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler. Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle "vente udenfor i to minutter ligesom sidst." Vi voksne mente jo nok, at han - og Samuel - ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: "Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden." I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: "Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!" Hold nu op, som jeg kom til at grine. Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg h...
Det bliver spændende at se :)
SvarSletKamilla her ;)
Slet