Den hellige familie

Den hellige familie - hvad er det, tænker du måske? For mange af os, der er vokset op i den protestantiske tradition af kristendommen, er Jesu' familie som hellig en fremmed størrelse. De fleste af os kender nok bedst Jesus' familie fra de julekrybber, som bliver stillet frem ved jul mange steder. Nogle er så fine, at de ikke er til at lege med og mange består i al deres enkelthed af Jesus barnet i en krybbe, Maria og Josef. Måske er der en hyrde og nogle får. Måske er de vise mænd med.

Den hellige familie - Josef, Maria og æslet samt Jesus i krybben.

I et rum indrettet til Godly Play har den hellige familie som fokus hele året rundt. Derfor var det en af de ting, jeg fluks bestilte efter Godly Play kurset i februar. Jeg har bestilt gennem et finsk firma, som laver de smukkeste træ-ting. Tingene er til for at blive brugt og rørt ved - de er gode for øjnene og de er indbydende for hænderne. (Firmaet er her)

Den hellige familie er i Godly Play sammenhæng ikke blot en julekrybbe, for bagerst står den opstandne Kristus med udstrakte arme. Det lille Jesus barn og den opstandne Kristus spejler hinanden, og det er helt bevidst. For inkarnationen og opstandelsen er begge centrale for den kristne historie, og her er sammenhængen ikke bare til at føle på, men også til at forstå med øjnene.

Inkarnationen og opstandelsen er centrale i kristendommen - her kommer de ind også gennem øjnene.
Allerede nu er det klart for mig, at børn helt instinktivt kobler de to figurer sammen, og dermed forstår, at den Jesus, der blev født, er den samme som den opstandne Kristus. Sådan ser den hellige familie ud, når den er stillet op til brug i børnekirken i Metodistkirken i Vejle. Vi har endnu kun haft vores nye fokus i ganske få uger. Men jeg er sikker på, at vi bliver glade for at have den opstandne Kristus stående midt imellem os - sammen med hans familie!

Sådan ser den hellige familie ud, når den er sat op til brug.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Endelig adoption

Med maven bar

Fadervor - inspireret af Godly Play