Dig og mig og vi tro

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke. En bryllupsdag er altid noget særligt - jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på. Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har - som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide - selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar. Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par...

Jeg har prædiket i dag - for første gang liggende på mine knæ i midtergangen af kirken. Mange mærkværdige ting har jeg gjort før i gudstjenesterne - fået én til at springe flikflak gennem rummet, børnene har pustet sæbebobler, vi har bedt ved at kaste bolde - og alt det, har gjort at menigheden har en veludviklet evne til at lege og være åbne for nye måder at modtage Bibelen på.  Det er godt, for der sker noget godt med vores hoveder og vores sind, når vi leger. Det er forskerne enige om.  Meningen med at sætte mig på gulvet var, at jeg ville forsøge mig med at bruge Godly Play-tilgangen til at fortælle og udvikle bibelens fortælling. Teksten var skabelsen fra 1. Mosebog, og manuskriptet er ret trofast overfor bibelens tekst i Godly Play, så det er egentlig en genfortælling. For hver dag af skabelsen kommer der et billede frem,og hver dag afsluttes med "Og Gud sagde, det er godt!" (Det er min yndlingsdel af skabelsen, og den, jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke ...

I starten af marts var jeg på kursus i Godly Play . Det var helt igennem fantastisk! Dels var det noget nær en åbenbaring at opleve Godly Play , noget jeg ellers kun havde læst om, men vidste, jeg måtte lære mere om. Dels var holdet og underviserne en oplevelse og en opmuntring i sig selv. På et hold med 14 kvinder, var der tre metodister, 6 anglikanere, 4 katolikker, en united reformed og en et-eller-andet-men-kristen søster fra Trinidad. Der var en åbenhed og hjertelighed, jeg sjældent har mødt. Måske kom det helt enkelt af at vi var sammen om bibelen non-stop, mens vi var sammen. For det er kort fortalt, hvad Godly Play er: en måde at fortælle bibelen på. Godly Play er udviklet af Jerome Berryman , og bygger på forståelse af, at børn ligesom voksne har et rigt indre liv, kæmper med eksistentielle spørgsmål og besidder en dyb længsel efter Gud. Jerrome Berryman er inspireret af  Montessori pædagogik i sin tilgang, og arbejder med en tanke om, at bibelen som Guds Ord oprinde...

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven  Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et "os".   Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!  Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:  "Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre. Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har re...

Der er en form for baby-boom i gang i vores vennekreds. Det pibler frem med maver hist og pist, og en enkelt venteliste er blevet fulgt ihærdigt. Sidst det skete, at der var mange babyer på vej omkring os, var den sværeste del af ventetiden for os. Vi ventede på at blive kaldt ind til fase 3, og omkring os blev folk gravide fra en side af, hvis de da ikke fødte. Denne gang er anderledes, fordi der ikke i mig findes et gabende tomt hul, der værker efter at blive fyldt ud. Jeg glæder mig med dem, der venter sig. Jeg synes, det er spændende med de store maver, der bli'r større. Jeg be'r om at høre om hvordan det er. Måske kommer jeg aldrig til selv at kende generne ved ledbånd i bækkenet, der giver sig? Eller glæden ved små  fødder, der bruger ens blære som fodbold. Jeg har fået lov at være med til to scanninger, og det var så stort. Det er spændende, og jeg glæder mig til at se de små pus, der skal se verdens lys indenfor det næste halve år. Men da vi i dag blev ringet op ...

Askeonsdag er ved at være ovre, og dermed er den kristne faste i gang. For mit vedkommende betyder det farvel til kød (undtaget om søndagen) indtil påske. Andre lægger andet fra dem, og nogle tager noget til sig i de godt fem uger fasten varer. Fælles for alle er forsøget på at styrke fokus på Gud og det Han er i mig - og det jeg er i Ham. Det handler om "askese" som er et græsk ord som egentligt betyder "at øve sig". I år er jeg kommet til at tænke over hvor gavnligt det er at blive minimalistisk i min tilgang til mad. Ikke at vegetar mad på nogen måde betyder at være hverken kedelig eller minimal, men fordi der i forvejen er så meget fokus alle vegne omkring mig på at lade være med at spise: lade være at spise for meget, lade være at spise for fedt, for sødt, for kaloriefyldt, for pesticide fyldt, for kunstigt, for eksotisk, for .... Er den kristne faste bare endnu et udtryk for det nogen kalder den moderne "sundheds fascisme", som får folk til at ...

Efter nu at have været i gang med fasten i lidt over en uge har jeg funderet over at det giver mere mening at lave et tomrum end at fylde mere på mig for at fokusere på Gud og hans kærlighed. Det er ikke sikkert det ville være tilfældet hvis det nu ikke var fordi jeg lever i et overflodssamfund, hvor jeg kan købe og gøre det meste for det meste. Det er ikke så svært for mig at spise det jeg har lyst til, eller at købe nyt tøj eller musik. Jeg kan endda rejse væk hvis jeg har lyst til det. På mange måder er min hverdag (!) og ikke bare fest kendetegnet af en vis form for luksus. Dertil kommer at jeg og mange andre har travlt med vores arbejde, familien, vores fritidsinteresser, kirken og og og ... Og midt i alt det, så kan det godt være reklamerne for mad, tøj, rejser, uddannelse og hvad ved jeg gerne vil jeg skal fylde mere på mig selv. Men faktisk har jeg brug for det modsatte. At holde ting lidt fra livet, at sætte det på pause så jeg kan komme til at huske hvorfor nu det var vigti...