Dig og mig og vi tro

Forleden delte jeg nogle tanker om, hvorfor det er så vigtigt for mig at mit barn ved, han er elsket. Men vi ved jo alle sammen godt, at kærlighed ikke kun (langt fra, faktisk) vises gennem ord alene. Der findes rigtig meget forskning, gode råd og sure opstød om, hvad forældre bør gøre nu til dags for at deres børn bliver robuste, selvhjulpne, gode læsere, ikke-kræsne og hvad-ved-jeg.  Sammen med de mennesker jeg oftest fortæller, at jeg elsker dem: Samuel, min mor Jane, min far Henrik og min mand Duncan. Billedet er taget til koncert med Elton John i juni 2015, så Albert er på en måde også med herpå. Jeg droppede at google og vente mig istedet vil min egen mor, for at snakke med hende om, hvordan man får børn til at føle sig elskede. Ud over at hun udmærker sig ved at være mor til min bror og jeg og bedstemor til vores i alt tre børn, så er Jane Klitgaard også garvet pædagog og NLP coach. Mor, hvordan kommer et barn til at føle sig elsket?   Først tænker jeg, a...

De kommer drønnende over til mig. Indignation står skrevet på deres ansigt; nogle gange strømmer tårene ned over kinderne. Andre gange er det ren beslutsomhed for at få ønsket om retfærdighed opfyldt, der får dem til finde den nærmeste voksne. De når nærmest ikke helt over til os, før ordene begynder at tumle ud af munden - hulter til butler. . Jeg fanger sjældent hele historien - de giver ikke meget mulighed for at stille spørgsmål. Det er ikke altid, jeg får lov til at trøste, og ikke hver gang jeg når at give et råd med på vejen. Så snart ordstrømmen stoppet vender de sig om og løber tilbage til deres legekammerater, nogle gange med råb som: "Nu har jeg sagt det." Eller bare: "Jeg sagde det."  Tilbage til legen igen, forsikret om at alene det, at fortælle en voksen om konflikten er nok til at løse den - eller i det mindste til at få den anden til at indgå et kompromis. Jeg står tilbage med en følelse af forundring blandet med morskab. Jeg bliver b...

Det er en kendt sag, at børns udsagn kan give anledning til både grin og eftertanke. Blandingen af indsigt, konkret forståelse og et begrænset ordforråd kan give de utroligste bemærkninger og pudsige udsagn. I den sidste uge har jeg lagt mærke til, at børn nogle gange har en evne til at skrælle lag af en samtale, som voksne gerne vil lægge ind over den. Det ene eksempel foregik i børnehavens garderobe: Den voksne lyner lynlåsen på barnets flyverdragt og siger: "Sådan, min skat" Barnet svarer prompte og sikkert: "Nej, ikke skat." Voksen: "Nå, er du ikke en skat?" Barnet, stadig lige sikker og konstaterende: "Jeg er ikke skat, jeg er V...!" Det andet var ved gudstjenesten i formiddags, hvor børnene talte med præsten, som de altid gør, før de går ud til børnekirke: Præst: "Hvor er det dejligt at se jer! Og jeg kan se, vi er ekstra mange i dag - er det ikke Traktor Tom og Ræs, du har med der?" siger præsten, og peger på de biler ...