Dig og mig og vi tro

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af "vores" sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med. I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her . Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla.  her  og her . Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til  børnefødselsdag . Selve rejsen startede med  opkaldET , der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både  tre dage før ,  to dage før ...

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven. Det kniber med begge dele. Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt - det er "bare" livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper - først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus. Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe - heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har være...

Forår er mange ting - og egentlig er i dag jo Palmesøndag, så vi kunne forventeligt have været i kirke alle sammen. Meen så var det, onklen og tanten fortalte, at de skulle til økodag  for at se dansende køer.  En smule fødevarer politisk har man vel lov at være, særligt når det gælder dyrevelfærd, og det skulle være noget helt særligt at se køerne komme ud i den friske luft og få græs under klovene efter en hel vinter i stalden. Så Samuel og jeg satte os i bilen for at komme frem til den udvalgte gård.  Og det var noget af et syn, at se store, voksne køer løbe og té sig som om, de var kalve - hvilket både deres størrelse og deres yvere vidner om, at de IKKE er. I stivblæst stod vi spændte og ventede på at køerne kom dundrende. Vi blev ikke skuffede - der var hoppen, puffen og kåde spjæt, da køerne kom frem. I konventionelle landbrug er der ikke noget krav om, at køer - hverken kalve, ungdyr eller malkekøer - skal på græs. De kan selvfølgelig komme det, men ...

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter. For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige , som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.  Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: "Vi behøver slet ikk' gå i seng med hinanden for at lave et barn." Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.  Samuel står klar til at tage imod "lillebror" med flag - og Byggemand Bob hjelm.  Det var stort at være med ...

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven  Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et "os".   Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!  Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:  "Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre. Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har re...

I torsdags var det et år siden, Tina ringede os op med d en bedste nyhed i verden ; i Sydafrika var en lille dreng klar til at blive hentet hjem. Der er gået et helt år siden verden stod stille og så startede med at bevæge sig med en helt ny hastighed på en ny måde. Det er på én gang uendelig længe siden, og på samme tid er der ingen tid gået. Samuels udvikling har taget kvantespring siden vi fik ham. Både fordi der sker meget på et år, fra man er 1 år til man er 2 år gammel. Men også fordi det har gjort en forskel at blive barn i en familie. Han er vokset, hans motorik er mere sikker. Han er udadvendt på en rolig måde, han har ikke længere angst anfald og han kan sidde stille og sidde tæt på. Han sover godt om natten og er begyndt at snakke. Vi er blevet forældre, der afleverer i vuggestue og køber lusemiddel. Vi skifter bleer, og tænker ikke længere over at skulle have vanter, rosiner og Postmand Per bilen med, når vi skal nogen steder. Jeg ved, om han er tilpas og kan mærke,...