Beder du (også) som et barn?
De kommer drønnende over til mig. Indignation står skrevet på deres ansigt; nogle gange strømmer tårene ned over kinderne. Andre gange er det ren beslutsomhed for at få ønsket om retfærdighed opfyldt, der får dem til finde den nærmeste voksne. De når nærmest ikke helt over til os, før ordene begynder at tumle ud af munden - hulter til butler. . Jeg fanger sjældent hele historien - de giver ikke meget mulighed for at stille spørgsmål. Det er ikke altid, jeg får lov til at trøste, og ikke hver gang jeg når at give et råd med på vejen. Så snart ordstrømmen stoppet vender de sig om og løber tilbage til deres legekammerater, nogle gange med råb som: "Nu har jeg sagt det." Eller bare: "Jeg sagde det." Tilbage til legen igen, forsikret om at alene det, at fortælle en voksen om konflikten er nok til at løse den - eller i det mindste til at få den anden til at indgå et kompromis. Jeg står tilbage med en følelse af forundring blandet med morskab. Jeg bliver b