Dig og mig og vi tro

Hvad gør du, når du falder? Ikke i overført betydning, men helt konkret - hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang... Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?) , var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen - og at det er en fejl - gik igen. Og jeg kender det godt. Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger) er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op. Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ænd...

Jeg hørte det igen forleden: børneprogrammet jeg stod for blev beskrevet som noget, der skete for at aflaste de voksne. Men det er meget mere end det. Det arbejde jeg gør i kirken med børn - ligesom så mange andre, der står for børnekirke, klub eller noget helt tredje, handler slet ikke om de voksne. Det handler om børnene. Det er ikke for sjov, når vi laver program for børnene, mens de voksne skal noget andet. Det er ikke for de voksnes skyld, at vi holder børnekirke, mens der er gudstjeneste. Det er ikke for at underholde børnene, så de voksne kan være alvorlige i fred og ro. Ligesom det ikke er for at de voksne kan glæde sig over antallet af børn, at vi holder klubber eller andre arrangementer henvendt til børn. Vi gør det for børnenes skyld. Fordi vi tror, at de har en Gud-given kapacitet til et levende forhold med Jesus, og i øvrigt er født med en længsel efter Ham. Vi gør det, fordi børn ligesom voksne støder ind i eksistentielle spørgsmål, som kræver et rum, hvor der er ...

Ifølge Bertel Nygaard er håbet det, der peger ud af eller videre frem. Bliver vi i billedet med ankeret, må håbet været det træk, der opstår, når kæden mellem os på jorden og ankeret i himmelen spændes. Længslen efter retfærdighed, eller fred som grundtone i livet må være udtryk for at vi er forbundet med en virkelighed, der er større end vores egen.   Det kristne håb kommer af Guds løfter om, at de, der følger ham skal blive til velsignelse for mange. Jesu opgør med uretfærdigheden, og i sidste instans opgøret med døden, er det, det kristne håb sætter sin tillid til. Derfor er det kristne håb heller ikke en resignation over for fremtiden. Nej, det er tillid til, at fremtiden kommer med mening, med indhold - og at den ikke er tom og ligegyldig. Håbet insisterer på, at fremtiden vedkommer mig og dig. Derfor behøver du hverken blive håbløs eller desperat, for din forankring kan være i Gud, i hans Riges værdier, selvom du lever livet her på jorden. Håbet, som den kristn...

Når vi håber, er det ikke sikkert, at det vi håber på, faktisk kommer til at ske. Hvis du er forelsket, håber du på, at den, du er forelsket i også vil elske dig - men du kan ikke forvente det. Som forelsket er man nødt til at leve  i håbet om, at den anden også elsker dig - for alle, der har været forelskede ved, at gengældelsen af en forelskelse ikke kan kontrolleres eller fremprovokeres. Håbet bygger heller ikke på prognoser. Det er ikke muligt at spekulere i udkommet af et håb. Forventning og håb er altså ikke det samme. Du kan håbe din kærlighed bli’r gengældt, men du kan ikke forvente det, og du kan ikke lave et estimat for, hvor sandsynligt det er, at forelskelsen bli’r gengældt. Det er kun muligt at håbe, hvis du har tillid til, at fremtiden har godt i vente. Det gælder alt håb, men det gælder i særdeleshed det kristne håb. Paulus beskriver håbet på Kristus’ opstandelseskraft som “et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jes...

Håbet er lysegrønt, siger vi i Danmark. Men i virkeligheden er det nok mere spraglet, for alle håber. Lenin håbede på kommunismen, Martin Luther King håbede på et Amerika uden racisme, og mange håber på godt vejr i morgen. Ifølge håbshistoriker Bertel Nygaard ved Aarhus Universitet er håbet historisk foranderligt, skifter med livsbetingelser og eksistensbetingelser. Håbet er den drivkraft, som skaber mening og sammenhæng mellem nutid, fortid og fremtid. “Hvad vi håber på, røber, hvem vi er, hvad vi kommer af, og hvor vi vil hen,” skriver han i sin bog “Håb”. Håb er livsvigtigt, for det er håbet, der gør os i stand til at se ud over den aktuelle situation og dens mangler. Håbet er en process, vi befinder os i; det er væren i forandring, en væren som altid endnu ikke er fuldendt. Forskning i psykologi og sociologi viser, at mennesker i den vestlige verden mangler erfaringen af håb. For håb drejer sig ikke om nutiden, men om fremtiden - ikke blot den fremtid som umiddelbart kan ...

Jeg er ved at forberede den bryllupstale, jeg skal holde på lørdag. Det er altid særligt at skulle. Ikke fordi jeg har gjort det så mange gange, når man sammenligner med kolleger i en yndig sognekirke. En bryllupsdag er altid noget særligt - jeg tror ikke, der findes en menneskelig begivenhed eller rite, der er så fyldt med håb og gode ønsker, som et bryllup er. Lige fra brudeparret til deres gæster er der som regel en spænding og glæde i luften, som næsten er til at tage at føle på. Samtalen med brudeparret er også en god anledning, synes jeg. I min kirke tradition har vi ikke (endnu) kurser eller forløb, som et kommende brudepar skal igennem. Det er der nogen kirker, der har - som et udtryk for, at de tager vielsen alvorligt nok til at klæde brudeparret så godt på som muligt. Det kan jeg egentlig godt lide - selvom det sikkert føles lidt grænseoverskridende at skulle afsted som brudepar. Noget af det, jeg altid snakker med et brudepar om, er, at NÅR det bliver svært at være par...

Hvad gør I ud af påsken hjemme hos dig? Jeg ville så gerne, at påsken får opmærksomhed, smag og følelse af at være en stor højtid, så jeg har i flere år ledt efter måder, at markere det på. Efter vi har fået Samuel er det behov blevet større.  Julen er hypet rundt om os, så selvom vi lægger vægt på nogle andre ting end så mange andre, fordi vi fejrer Jesus' fødselsdag og ikke julemanden, så har julen så meget opmærksomhed, at det ikke er svært at gøre den særlig.  Men hvad med påsken? Hvordan gør man den særlig? Der er selvfølgelig en perlerække af gudstjenester i kirken, men der hjemme hvor de store højtider også skal mærkes - hvordan kan man der gøre?   Jeg er faldet over traditionen med at lave en påskehave. Første gang jeg så den var hos  A Holy Experience . Idéen er, at en stor del af den kristne påske fandt sted i en have: Jesus bad i Getsemane, og her blev han taget til fange. Han fik sin grav i en have, og derfor var det også her, opstandelsen fa...

I starten af marts var jeg på kursus i Godly Play . Det var helt igennem fantastisk! Dels var det noget nær en åbenbaring at opleve Godly Play , noget jeg ellers kun havde læst om, men vidste, jeg måtte lære mere om. Dels var holdet og underviserne en oplevelse og en opmuntring i sig selv. På et hold med 14 kvinder, var der tre metodister, 6 anglikanere, 4 katolikker, en united reformed og en et-eller-andet-men-kristen søster fra Trinidad. Der var en åbenhed og hjertelighed, jeg sjældent har mødt. Måske kom det helt enkelt af at vi var sammen om bibelen non-stop, mens vi var sammen. For det er kort fortalt, hvad Godly Play er: en måde at fortælle bibelen på. Godly Play er udviklet af Jerome Berryman , og bygger på forståelse af, at børn ligesom voksne har et rigt indre liv, kæmper med eksistentielle spørgsmål og besidder en dyb længsel efter Gud. Jerrome Berryman er inspireret af  Montessori pædagogik i sin tilgang, og arbejder med en tanke om, at bibelen som Guds Ord oprinde...

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven  Thomas  prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et "os".   Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!  Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:  "Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre. Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der ...