Dig og mig og vi tro

Jeg har før skrevet om , hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler. Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle "vente udenfor i to minutter ligesom sidst." Vi voksne mente jo nok, at han - og Samuel - ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: "Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden." I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: "Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!" Hold nu op, som jeg kom til at grine. Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg h...

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet - klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: "Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske."  Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået . Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem - det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele god...

Forleden delte jeg nogle tanker om, hvorfor det er så vigtigt for mig at mit barn ved, han er elsket. Men vi ved jo alle sammen godt, at kærlighed ikke kun (langt fra, faktisk) vises gennem ord alene. Der findes rigtig meget forskning, gode råd og sure opstød om, hvad forældre bør gøre nu til dags for at deres børn bliver robuste, selvhjulpne, gode læsere, ikke-kræsne og hvad-ved-jeg.  Sammen med de mennesker jeg oftest fortæller, at jeg elsker dem: Samuel, min mor Jane, min far Henrik og min mand Duncan. Billedet er taget til koncert med Elton John i juni 2015, så Albert er på en måde også med herpå. Jeg droppede at google og vente mig istedet vil min egen mor, for at snakke med hende om, hvordan man får børn til at føle sig elskede. Ud over at hun udmærker sig ved at være mor til min bror og jeg og bedstemor til vores i alt tre børn, så er Jane Klitgaard også garvet pædagog og NLP coach. Mor, hvordan kommer et barn til at føle sig elsket?   Først tænker jeg, a...

"Husk, jeg elsker dig!" Jeg siger det til vores søn hver dag - nogle gange flere gange. Han hører det, før vi skilles om morgenen, enten når jeg går ud af døren på arbejde, eller når jeg afleverer ham. Nogle gange smiler han. Andre gange får jeg et "Det ved jeg godt" tilbage med en opgivende stemme. Som om han vil sige "Det har jeg fattet, du behøver ikke blive ved." Men det behøver jeg. Og her er grunden jeg er kommet frem til: At vide sig elsket betyder, du har din værdi givet, før du møder andre. Har du det, behøver du ikke gøre dig fortjent til andres kærlighed, respekt eller accept ved at gøre fjollede ting, bukke under for gruppepres eller stå i et hjørne. Hvis du er sikker på din værdi, ved du også, at det er okay du er til.  Hvis du ved, du må være her og endda ønsket, behøver du hverken forsvare dig eller nedgøre andre for at få deres plads. Du behøver ikke føle dig truet af andres tilstedeværelse eller succes. Hvis du ved, du er elske...

Den dårlige samvittighed kan veje tungt. Nærmest fysisk kan den hvile på skuldrene eller ligge som en klump i maven. Hvis du kender fornemmelsen er du ikke alene. Særligt forældre er modtagelige overfor den dårlige samvittighed. Det spænder vidt både i alvor og i emne. Jeg mener, der er den dårlige samvittighed over noget, der ikke vejer særlig tungt, og så er der den dårlige samvittighed, som virkelig kan nage én. Emnerne spænder fra den mad, vi serverer for vores børn - eller ikke servere - til mængden af tid foran Ipads eller TV. Det drejer sig om manglende gåture i skoven, skæld ud, nærvær, mulig udsættelse for skadelige kemikalier eller at vi afleverer vores dyrebare børn til "fremmede" i en institution.  Og hvis vi ikke har det dårligt med det vi gør, kan vi få dårlig samvittighed over det vi ikke gør. For vi ved godt, at alle valg vi træffer medfører fravalg.  Det betyder ikke, at vi tror, der kun findes én god eller rigtig måde at gøre tingene på. Snarere...

Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter - også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge.  Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig. Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det! 

Havde du sagt til mig for et år siden, at jeg i januar 2016 ville sidde med et spædbarn i mine arme, så ville jeg have smilet anstrengt og afvist tanken. Nu sidder jeg her ikke desto mindre med Albert på små 12 uger, som jeg er blevet mor til gennem egen krop. Samuel på 7 er en stolt og fantastisk storebror. Ligesom mødre, der har født flere gange, sammenligner deres fødsler med hinanden (uanset at alle fødsler er forskellige), så tænker jeg selvfølgelig også over forskelle og ligheder mellem de to måder, jeg er blevet mor på: adoption og fødsel, en fødestue på et dansk sygehus og et dommerkontor i Sydafrika. Indtil videre er jeg bl.a. kommet frem til seks ting, jeg gerne ville have vidst om at have født, da vi adopterede. Med "have vidst" mener jeg virkelig troet på - nogle af tingene havde andre sagt uden at det af den grund var sunket ind. Her er min sikkert ikke udtømte list af ting, jeg gerne ville have vidst om at føde, før jeg adopterede: 6 ting ved at føde je...

Det blev meget tydeligt for mig i dag, at der er meget lidt cool faktor i at være mor - i hvert fald set gennem øjnene af min seks årige søn og hans ven. Vi var i Givskud Zoo på vej ind til ulvene. De to drenge går lige foran mig, da vi skal krydse sporet, hvor bilerne kører. Instinktivt træder jeg et ekstra skridt frem og be'r dem passe på bilerne. Prompte kommer det fra den ene: "Men jeg er altså ikke bange for bilerne!" Den anden er rørende enig. "Næh," svarer jeg, "det er egentlig heller ikke så meget for jeres skyld som for min - det er mig, der er bange."  "Jeg heller ikke bange for ulvene," trumfer den anden. "Næh" siger den første og henvender sig til mig: "Du er måske en bangebuks?"  Min mund svarer for mig: "Det er meget værre. Jeg er en mor."  Drengene fniser og jubler, mens de straks går i gang med en længere liste over alt det, de i hvert fald ikke er bange for, men som bangebukse ikke ...

Ved I hvad der sker, når man bliver forælder til en dreng på 15 måneder? Man lærer lynhurtigt hvor ondt det gør at få tænder!! I den forbindelse har jeg også lært at også jeg besidder den refleks, der gør at mødre griber alt (alt!) der kommer ud af munden på deres barn... I går var vi i Pretoria for at få dansk pas. Det skulle være så fint, og jeg ville virkelig gerne kunne vise billeder frem af ambassaden og os med pas, men de findes ikke på vores kamera - vi havde nemlig for travlt med opkast und so weiter.... De er nu søde på den danske ambassade i Sydafrika, vil jeg så dertil indskyde. Så billedet med flagene er fra Impilo, som er den organisation, der formidler børn til AC børnehjælp fra Danmark. I dag har vi været ved frisøren med Samuel - han er blevet klippet noget så grundigt. Og tog det rigtig godt. Det er første gang jeg har været i en frisørsalon, hvor der på disken udover bogen med aftaler også lå en bibel :-) Derudover nyder vi varmen. I morgen er sidste da...

Tak for alle jeres fødselsdagshilsner For første gang nogensinde har jeg holdt fødselsdag i ført sandaler. Aldrig før har jeg kunnet spise picnic udenfor eller plaske i en swimmingpool i anledningen af at blive et år ældre. Men nu har jeg! Hele eftermiddagen brugte vi i Joburg Zoo sammen med den anden familie, som vi har været sammen med de sidste halvanden uge. Og hvis dreng har været i samme plejefamilie som vores. Nok er dyrene mere eller mindre de samme dyr s om i så mange andre zoologiske haver, men det var flot at se dyrene i omgivelser og med træer, som passer til dem. Samuel hyggede sig helt vildt. Dels havde vi hans elskede klapvogn med, og dels er han meget stolt over hans evner ud i gang... særligt op og ned af små trin og bakker. Så han har fået gået rigtig meget. Til aften holdt Jane et mindre selskab med en traditionel Sydafrikansk braii (=grill). Der var dækket flot op i haven med fakler og store lysestager og masser af lækker mad. Ikke nogen dårlig må...

I dag blev vi forældre "for real". Det var i dag vi blev idømt et barn på livstid :-) Det var meget stort og rørende. Efter frokost hos Durban childrens welfare tog Duncan, Samuel og jeg i Ushaka marine world - et STORT område med butikker og akvarier og shows med delfiner, sæler og pingviner. En tema udstilling med farlige dyr og et stort vandland. Og ikke mindst adgang til den meget fine strand ved Durban beach front. Vi nød delfin showet sammen med Samuel. Og da han faldt i søvn, så Duncan og jeg fisk fra Sydafrika - det her er virkelig et smukt og frodigt land! En gang må vi tage herned med det ene formål at nyde det! Samuel var meget optaget af hajerne. Og sammen fik vi dyppet fødderne i det store hav. I morgen går turen til Johannesburg. Samuel var meget optaget af hajerne. Og sammen fik vi dyppet fødderne i det store hav. I morgen går turen til Johannesburg land! En gang må vi tage herned med det ene formål at nyde det!

Når vi går på gaden med Samuel får vi mange hilsner. Især afrikanerner hilser og griner - og fortæller os hvor msuk en dreng han er. "He's a looker" sagde en kvinde med tørklæde om hovedet, vi mødte i Spar i går. På vej ned af hovedgaden mødte vi en mand og en kvinde. Kvinden peger på mig og siger "Why you steal this one? Whya you steal?" Åh nej, tænker jeg, mener hun virkelig vi bare stjæler ham fra landet?! Så jeg siger "I don't steal him" Jeg må ha' set forskrækket ud, for hun tilføjer: "Where is mother?" Pyha... "I'm mother" SÅ griner de begge to. Mandan siger med latter i stemmen: "I see - he looks just like you!" Billedet er bare for at bevise at vi er i "de varme lande". Det marts, kl. er 9 om morgenen og vi sveder alle sammen. Har spist frisk papaya til morgen mad og så en flok aber med unger i forgårs. Bli'r det meget bedre?!

Igår var vi en tur ved vandet. Vi bor så fantastisk i Durban, at vi kan gå 500 meter op af vejen, og så er der butikker, hvor vi kan købe mad. To kilometer den anden vej ligger det indiske ocean. Så på gåben kommer man langt omkring. Så i går var det stranden vi besøgte. Det var SÅ dejligt at komme ud at gå en tur. Vi er så heldige at vi følges med en anden familie, som er blevet forældre til en lille dreng på 9 måneder. Det er rigtig godt at have nogen at dele hele opleve lsen med! SÅ med to barnevogne og to sovende børn var vi nede og dyppe tæerne på fiskernes strand. Vi fandt en lille krabbeklo, som blev undersøgt nøje da Samuel vågnede. I går eftermiddags var Anja (den anden nybagte mor) i Gateway shopping center . HOLD DA OP!! Gateway ligger ti minutter fra IDUBE, hvor vi bor, og er den største shopping mall i den sydlige hemisphære! 350 butikker, 70 restauranter og Afrikas højeste springvand. Det var vildt. Og skægt. Det blev til en del køben. To klapvogne kom...

I går var vi i Umlazi, hvor Samuel Sipho kommer fra. Der var vi i retten, hvor vi skulle fremstilles for en dommer. Meget mærkelig oplevelse - vi havde vores stiveste puds på, blev vist ind i værelset, hvor vi blev bedt om at tage plads. Der sad vi så i den ene ende af lokalet mens han sad i den anden ende bag et stort skrivebord. Han læste lidt papire, skrev lidt. Talte med vores socialworker, og sagde tak. Og det var så det. Efter turen i retten kørte vi rundt i Umlazi, der er et township udenfor Durban. Det er et meget blandet område på den måde at der er både rige og fattige i mellem hinanden. Dog er der nogle meget fattige områder, hvor husene er små, faldefærdige og intermistiske, hvis ikke de nærmest er skure. Der voksede majs, gik høns og græssede geder. Og der var en fantastisk udsigt helt ud til havet. Efter turen kom Sipho Samuel med os hjem. På billedet sidder han i bar mave og prøver at spise ALT, der var på bordet at få fat i. VÆldig spændende at kunne sidde og grat...

I dag... ... har jeg holdt bisættelse, og blev igen grebet af, hvor glad jeg er for det arbejde jeg har. ... oplevet glæden og hjælpen ved stærke ord i bøn, sang og velsignelse i svære situationer ... hostet og spruttet på et ikke særligt fedt tidspunkt ... drukket te og fået gode råd i kærlig selskab ... blev jeg ringet op og ønsket god tur af en god ven ... fik jeg en smuk hilsen med gode ønsker ... har jeg hentet billeder af bedsteforældre, onkler og tanter for den lille at se ... hørt, der er landet viber i Danmark ... spist den sidste aftensmad i mit eget hjem alene med min mand ... er jeg gået på barsel ... har jeg pakket den lilles kuffert

Om to dage på nuværende tidspunkt er jeg ved at stå ombord i det fly, der skal få mig til Johannesburg fra Frankfurt. Og hvordan er vi så kommet her hen, har jeg tænkt i de sidste dage. Jo, i oktober 2007 sagde jeg for første gang højt til nogen "Hvordan gør man, hvis man skal adoptere?" Det var tidligt endnu. Vi var blevet klar over at der var noget galt - i hvert fald blev jeg ikke gravid. På det her tidspunkt fik vi alle de gode råd om at sove mere, spise mindre, spise anderledes, motionere, droppe alkohol, gå i løse bukser, lad være at stresse, vær tålmodig og den værste: "I er så unge". Alt sammen godt ment, men meget frustrerende, når man kan mærke noget ikke er som det skal være. I november 2007 tog vi til informationsmøde om adoption hos AC børnehjælp i Århus. Det er møder, de holder med jævne mellemrum, som dels orienterer om selve adoptionsprocessen, men som også fortæller om netop denne organisation og deres ethos. Jeg kan huske at jeg var overrask...

"Fordi det at blive mor efter at have ventet i årevis er bare noget man lige klarer?" Noget i den retning sagde hun. Ligesom andre undrende har spurgt før. Og svaret er nej! Det er ikke noget man lige gør. Og det havde jeg heller ikke forestillet mig. Sådan rigtigt. Jeg ved bare heller ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig..... Eller det vil sige at jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg efter ca. en dags jublen efter Tinas opkald, om at vi skulle være forældre, med overblik, effektivitet og sprudlende overskud ville være i stand til at ordne ikke bare det foreliggende arbejde men også lidt til, gøre mit hus i stand, sørge for mad til fryseren og gøre klar til rejse og børneværelse. Hvor svært kunne det være?! Jeg har jo haft måneder til at vænne mig til tanken. Det er muligt. Men i dag, hvor det er tre uger siden Sipho blev et navn vi kender, er jeg stadig snot forkølet, på penicillin og går rundt i cirkler om mig selv. Ting ta'r ikke bare tid men laang tid....

Ventetiden er ovre! For nogle dage siden skrev jeg, om den ventetid vi står i. Om hvordan det er at vide, der (forhåbentligt og forventeligt) er kort tid til vi bliver ringet op om, at det er NU vi skal være forældre. Uden at vide, hvornår det opkald kommer. For 6 dage siden ville jeg have skrevet følgende: "Der er noget så stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved den er der. Den er meget nærværende, og fylder en del: Den er ikke til at komme udenom. Det er en usynlig størrelse, som ligesom blokerer udsigten, og alligevel kan jeg se lige igennem. Som Harry Potter i sin usynlighedskappe: du ved han er der, du kan bare ikke se ham. Det er især når jeg kigger i min kalender den usynlige elefant træder frem. Jeg ved den er der, men jeg kan ikke se den. Jeg kan ikke plalægge efter den, er nødt til at gøre som om den ikke eksisterer. Samtidig med at alt jeg gør er med den i tankerne..... Der er noget stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, me...

I søndags sagde jeg til Duncan- som så mange søndage før: "Måske bli'r vi forældre i denne uge." I går havde vi besøg af vores sundhedsplejerske, for at mødes inden vi - engang - skal mødes med barn. Det gik rigtig godt, og var en rigtig stor opmuntring. Min frustration over "det er bare noget vi leger - der er jo ikke noget barn" blev hjulpet, for sundhedsplejersker kommer jo ikke på besøg for sjov, vel?! I formiddags talte jeg med en veninde, som sagde at hun i nat drømte at vi fik en pige på 4 år. "Og", som hun sagde "mig og Helligånden har noget kørende." Til middag ringede telefonen på kontoret. Jeg tænkte "Det er Tina" (Vores sagsbehandler) som jeg altid gør når telefonen ringer, og mindede mig selv om at hun jo ringer på mobilen - hvilket er grunden til den har været klistret til min side i snart et halvt år. Så jeg tager min "officielle" stemme på og siger "Metodistkirken, det er Anne Thompson." Hv...