Dig og mig og vi tro

Forleden delte jeg nogle tanker om, hvorfor det er så vigtigt for mig at mit barn ved, han er elsket. Men vi ved jo alle sammen godt, at kærlighed ikke kun (langt fra, faktisk) vises gennem ord alene. Der findes rigtig meget forskning, gode råd og sure opstød om, hvad forældre bør gøre nu til dags for at deres børn bliver robuste, selvhjulpne, gode læsere, ikke-kræsne og hvad-ved-jeg.  Sammen med de mennesker jeg oftest fortæller, at jeg elsker dem: Samuel, min mor Jane, min far Henrik og min mand Duncan. Billedet er taget til koncert med Elton John i juni 2015, så Albert er på en måde også med herpå. Jeg droppede at google og vente mig istedet vil min egen mor, for at snakke med hende om, hvordan man får børn til at føle sig elskede. Ud over at hun udmærker sig ved at være mor til min bror og jeg og bedstemor til vores i alt tre børn, så er Jane Klitgaard også garvet pædagog og NLP coach. Mor, hvordan kommer et barn til at føle sig elsket?   Først tænker jeg, a...

"Husk, jeg elsker dig!" Jeg siger det til vores søn hver dag - nogle gange flere gange. Han hører det, før vi skilles om morgenen, enten når jeg går ud af døren på arbejde, eller når jeg afleverer ham. Nogle gange smiler han. Andre gange får jeg et "Det ved jeg godt" tilbage med en opgivende stemme. Som om han vil sige "Det har jeg fattet, du behøver ikke blive ved." Men det behøver jeg. Og her er grunden jeg er kommet frem til: At vide sig elsket betyder, du har din værdi givet, før du møder andre. Har du det, behøver du ikke gøre dig fortjent til andres kærlighed, respekt eller accept ved at gøre fjollede ting, bukke under for gruppepres eller stå i et hjørne. Hvis du er sikker på din værdi, ved du også, at det er okay du er til.  Hvis du ved, du må være her og endda ønsket, behøver du hverken forsvare dig eller nedgøre andre for at få deres plads. Du behøver ikke føle dig truet af andres tilstedeværelse eller succes. Hvis du ved, du er elske...

Af og til kan man som mor have gevaldigt brug for en ekstra portion tålmodighed, nærvær eller andet. Det kan knibe med selv at blive ved med at hælde godhed og kærlighed ud over de små væsener, der hiver én i blusen eller kalder for 117. gang på 10 minutter - også selvom man elsker dem uendeligt og ville give sin højre arm for dem i andre sammenhænge.  Sådan er det bare. For selvom vi er forældre, så er vi også begrænsede. Forældre er ikke super-mennesker, men bliver også trætte, frustrerede og får ondt i ørene af vrælen, skrål og skrig. Så er det godt at kunne bede en stille (eller højlydt) bøn, tage en dyb indånding og huske på, at der heldigvis er en Far, der også lytter til os og gerne giver et ekstra skub bagpå, når der er brug for det! 

Det blev meget tydeligt for mig i dag, at der er meget lidt cool faktor i at være mor - i hvert fald set gennem øjnene af min seks årige søn og hans ven. Vi var i Givskud Zoo på vej ind til ulvene. De to drenge går lige foran mig, da vi skal krydse sporet, hvor bilerne kører. Instinktivt træder jeg et ekstra skridt frem og be'r dem passe på bilerne. Prompte kommer det fra den ene: "Men jeg er altså ikke bange for bilerne!" Den anden er rørende enig. "Næh," svarer jeg, "det er egentlig heller ikke så meget for jeres skyld som for min - det er mig, der er bange."  "Jeg heller ikke bange for ulvene," trumfer den anden. "Næh" siger den første og henvender sig til mig: "Du er måske en bangebuks?"  Min mund svarer for mig: "Det er meget værre. Jeg er en mor."  Drengene fniser og jubler, mens de straks går i gang med en længere liste over alt det, de i hvert fald ikke er bange for, men som bangebukse ikke ...

Jeg elsker mit barn. Uanset hvad andre mener om ham (og andre kan mene meget). Gad vist, hvordan hans liv vil forme sig, og hvilke udfordringer, han vil møde?  Det er ikke til at vide, men som andre forældre spekulerer jeg over det. Hvad hvis han bliver syg? Hvad når han møder racisme? Hvordan vil jeg reagere - hvordan skal jeg agere?  John Pavlovitz skrev for nyligt en blogpost med fire løfter, hvis hans børn er homoseksuelle. Hans tanker vakte genklang hos mig, for under alle løfter og overvejelser løber en fars kompromisløse kærlighed, der ikke lader sig stoppe.  Kompromisløs kærlighed - hvordan kan det være andet? John Pavlovitz er præst og far til to børn. Hans løfter er bl.a., at hvis hans børn er homoseksuelle vil han stå ved det, og ikke forsøge at gemme dem væk. Hvis hans børn er homoseksuelle vil han be’ for dem om, at de må blive beskyttet mod andres fordomme og had. Hvis hans børn er homoseksuelle, vil han elske dem - ikke på sikker afstand, m...