Dig og mig og vi tro

"Hvis I ser barnet komme for tæt på det store påskelys, så giv dem en rugby tackling", sagde præsten, og menigheden lo.  Jeg skal love for, at jeg lærte noget om at være en velkommende kirke overfor børn, da vi i sidste weekend var  til dåb hos vores nevø F.  Og det var på den gode måde! For jeg, hvis kæphest er, at børn ikke bare skal have lov til at være i kirken men også ER kirken, gjorde alt hvad jeg kunne for at mit barn blev så usynligt som muligt i kirken.  Skoene var vintage og dårligt egnede til at rugby tackle nogen som helst! Albert sov i barnevognen, da vi kom til kirken, hvor dåben skulle holdes. Hmm, hvad skulle vi gøre med ham? Samuel skulle med ind og være med, selvfølgelig skulle han det. Men Albert, den sovende baby? Vi fik ham op af den lille trappe og sat i forgangen. Der var rimelig med plads, så der kunne han godt stå, blev vi enige om og gik ind. Her er det så kirketjeneren første gang henvender sig til mig: "I er velkomne t...

Jeg havde håbet på, at jeg ville kunne lugte den: røgelsen. Jeg ved godt, det er lidt fjernt fra den spartanske indretning i de flest kirke herhjemme uanset om de er fri-, valg-, eller folkekirkemenigheder sådan ligefrem at dekorere luften. Men i den anglikanske kirke gør man det gerne. De er selvfølgelig også i en slags fætter-kusine relation til katolikkerne. Duften får mig til at føle mig hjemme med det samme. Måske fordi det er duften af Taizé og retræte. Måske bare fordi jeg er skabs-anglikaner.  Under alle omstændigheder var den der: Den søde, krydrede duft af røgelse svøbte sig om os, så snart vi trådte ind i kirkerummet i den lille anglikanske kirke.  Et af glasmosaikkerne i kirken forestillede Maria og Jesus som barn. Vores nevø F. skulle døbes i den anglikanske kirke, hvor han hører til og er et lille kendt ansigt. Jeg har nok været i anglikanske kirker før, og holder af deres måde at gøre ting på. Alligevel var jeg spændt på at opleve en dåb ikke bare ...

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven  Thomas  prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et "os".   Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!  Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:  "Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre. Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der ...