Dig og mig og vi tro

Hvad gør du, når du falder? Ikke i overført betydning, men helt konkret - hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang... Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?) , var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen - og at det er en fejl - gik igen. Og jeg kender det godt. Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger) er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op. Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ænd...

Jeg har før skrevet om , hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler. Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle "vente udenfor i to minutter ligesom sidst." Vi voksne mente jo nok, at han - og Samuel - ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: "Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden." I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: "Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!" Hold nu op, som jeg kom til at grine. Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg h...

Har dit barn ret til ferie? Det lyder måske underligt at spørge på den måde, men faktisk er børn en af de eneste grupper i vores samfund, som ikke har nogen sikrede rettigheder, når det kommer til ferie. Det er helt op til forældrene, om et barn skal holde fra fra børnehave eller SFO. For nogle børn betyder det, at ferier kan være meget sjældne, korte eller på det nærmeste ikke-eksisterende. Heldigvis er de fleste af os opmærksomme på, at vores børn også skal have ferie og holde fri. Eller også tager vi det bare for givet, at  når vi har fri og slapper af over sommeren, så skal børnene da være med. Forleden faldt jeg over en ferielov for børn, som netsundhedsplejersken havde delt. Der er klart nok ikke tale om en egentlig lov, for den findes ikke. Men tanken er meget sjov. Denne ferielov blev læst op af en skoleinspektør og de første paragraffer lød sådan her: Sommerferieloven 2015 § 1. Ethvert barn i Danmark har ret til at være sig selv mindst 6.5 uge - uden nogen ...

Rachel Turner er en livlig, ikke-så-høj, engelsk kvinde. Jeg var så heldig - ligesom alle andre deltagere på BMK - at høre hende tale i efteråret. Her gjorde hendes undervisning så dybt indtryk, at den bog, hun har udgivet på engelsk, blev flået væk, og ProRex turde satse på en dansk oversættelse - ikke nogen lille ting på dagens bogmarked!  Du har mulighed for at købe "Tro i børnehøjde" af Rachel Turner billegere gennem digogmigogvitro.dk Stor var glæden, da bogen dumpede ind ad døren forleden. Frisk fra pressen er den blevet skimmet - og jeg kan garantere, at den inden længe (måske på et tæppe under sommerferiens sol) vil blive grundigt læst og fordøjet.  For Rachel Turner har en dyrebar pointe og en livgivende indgangsvinkel til børns åndelige liv: Vi er alt for gode til at give børn viden om Gud, og alt for sjældent lykkes det os, at lade børnene få fællesskab med Ham i en egen relation - uanset om vi er forældre, medarbejdere i børnekirken eller noget andet. He...

Jeg hørte det igen forleden: børneprogrammet jeg stod for blev beskrevet som noget, der skete for at aflaste de voksne. Men det er meget mere end det. Det arbejde jeg gør i kirken med børn - ligesom så mange andre, der står for børnekirke, klub eller noget helt tredje, handler slet ikke om de voksne. Det handler om børnene. Det er ikke for sjov, når vi laver program for børnene, mens de voksne skal noget andet. Det er ikke for de voksnes skyld, at vi holder børnekirke, mens der er gudstjeneste. Det er ikke for at underholde børnene, så de voksne kan være alvorlige i fred og ro. Ligesom det ikke er for at de voksne kan glæde sig over antallet af børn, at vi holder klubber eller andre arrangementer henvendt til børn. Vi gør det for børnenes skyld. Fordi vi tror, at de har en Gud-given kapacitet til et levende forhold med Jesus, og i øvrigt er født med en længsel efter Ham. Vi gør det, fordi børn ligesom voksne støder ind i eksistentielle spørgsmål, som kræver et rum, hvor der er ...

Når vi håber, er det ikke sikkert, at det vi håber på, faktisk kommer til at ske. Hvis du er forelsket, håber du på, at den, du er forelsket i også vil elske dig - men du kan ikke forvente det. Som forelsket er man nødt til at leve  i håbet om, at den anden også elsker dig - for alle, der har været forelskede ved, at gengældelsen af en forelskelse ikke kan kontrolleres eller fremprovokeres. Håbet bygger heller ikke på prognoser. Det er ikke muligt at spekulere i udkommet af et håb. Forventning og håb er altså ikke det samme. Du kan håbe din kærlighed bli’r gengældt, men du kan ikke forvente det, og du kan ikke lave et estimat for, hvor sandsynligt det er, at forelskelsen bli’r gengældt. Det er kun muligt at håbe, hvis du har tillid til, at fremtiden har godt i vente. Det gælder alt håb, men det gælder i særdeleshed det kristne håb. Paulus beskriver håbet på Kristus’ opstandelseskraft som “et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jes...

Jeg har prædiket i dag - for første gang liggende på mine knæ i midtergangen af kirken. Mange mærkværdige ting har jeg gjort før i gudstjenesterne - fået én til at springe flikflak gennem rummet, børnene har pustet sæbebobler, vi har bedt ved at kaste bolde - og alt det, har gjort at menigheden har en veludviklet evne til at lege og være åbne for nye måder at modtage Bibelen på.  Det er godt, for der sker noget godt med vores hoveder og vores sind, når vi leger. Det er forskerne enige om.  Meningen med at sætte mig på gulvet var, at jeg ville forsøge mig med at bruge Godly Play-tilgangen til at fortælle og udvikle bibelens fortælling. Teksten var skabelsen fra 1. Mosebog, og manuskriptet er ret trofast overfor bibelens tekst i Godly Play, så det er egentlig en genfortælling. For hver dag af skabelsen kommer der et billede frem,og hver dag afsluttes med "Og Gud sagde, det er godt!" (Det er min yndlingsdel af skabelsen, og den, jeg tror, det er vigtigt at lægge mærke ...

Hvad gør I ud af påsken hjemme hos dig? Jeg ville så gerne, at påsken får opmærksomhed, smag og følelse af at være en stor højtid, så jeg har i flere år ledt efter måder, at markere det på. Efter vi har fået Samuel er det behov blevet større.  Julen er hypet rundt om os, så selvom vi lægger vægt på nogle andre ting end så mange andre, fordi vi fejrer Jesus' fødselsdag og ikke julemanden, så har julen så meget opmærksomhed, at det ikke er svært at gøre den særlig.  Men hvad med påsken? Hvordan gør man den særlig? Der er selvfølgelig en perlerække af gudstjenester i kirken, men der hjemme hvor de store højtider også skal mærkes - hvordan kan man der gøre?   Jeg er faldet over traditionen med at lave en påskehave. Første gang jeg så den var hos  A Holy Experience . Idéen er, at en stor del af den kristne påske fandt sted i en have: Jesus bad i Getsemane, og her blev han taget til fange. Han fik sin grav i en have, og derfor var det også her, opstandelsen fa...

I starten af marts var jeg på kursus i Godly Play . Det var helt igennem fantastisk! Dels var det noget nær en åbenbaring at opleve Godly Play , noget jeg ellers kun havde læst om, men vidste, jeg måtte lære mere om. Dels var holdet og underviserne en oplevelse og en opmuntring i sig selv. På et hold med 14 kvinder, var der tre metodister, 6 anglikanere, 4 katolikker, en united reformed og en et-eller-andet-men-kristen søster fra Trinidad. Der var en åbenhed og hjertelighed, jeg sjældent har mødt. Måske kom det helt enkelt af at vi var sammen om bibelen non-stop, mens vi var sammen. For det er kort fortalt, hvad Godly Play er: en måde at fortælle bibelen på. Godly Play er udviklet af Jerome Berryman , og bygger på forståelse af, at børn ligesom voksne har et rigt indre liv, kæmper med eksistentielle spørgsmål og besidder en dyb længsel efter Gud. Jerrome Berryman er inspireret af  Montessori pædagogik i sin tilgang, og arbejder med en tanke om, at bibelen som Guds Ord oprinde...

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven  Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et "os".   Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!  Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:  "Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre. Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har re...

Askeonsdag er ved at være ovre, og dermed er den kristne faste i gang. For mit vedkommende betyder det farvel til kød (undtaget om søndagen) indtil påske. Andre lægger andet fra dem, og nogle tager noget til sig i de godt fem uger fasten varer. Fælles for alle er forsøget på at styrke fokus på Gud og det Han er i mig - og det jeg er i Ham. Det handler om "askese" som er et græsk ord som egentligt betyder "at øve sig". I år er jeg kommet til at tænke over hvor gavnligt det er at blive minimalistisk i min tilgang til mad. Ikke at vegetar mad på nogen måde betyder at være hverken kedelig eller minimal, men fordi der i forvejen er så meget fokus alle vegne omkring mig på at lade være med at spise: lade være at spise for meget, lade være at spise for fedt, for sødt, for kaloriefyldt, for pesticide fyldt, for kunstigt, for eksotisk, for .... Er den kristne faste bare endnu et udtryk for det nogen kalder den moderne "sundheds fascisme", som får folk til at ...

Efter nu at have været i gang med fasten i lidt over en uge har jeg funderet over at det giver mere mening at lave et tomrum end at fylde mere på mig for at fokusere på Gud og hans kærlighed. Det er ikke sikkert det ville være tilfældet hvis det nu ikke var fordi jeg lever i et overflodssamfund, hvor jeg kan købe og gøre det meste for det meste. Det er ikke så svært for mig at spise det jeg har lyst til, eller at købe nyt tøj eller musik. Jeg kan endda rejse væk hvis jeg har lyst til det. På mange måder er min hverdag (!) og ikke bare fest kendetegnet af en vis form for luksus. Dertil kommer at jeg og mange andre har travlt med vores arbejde, familien, vores fritidsinteresser, kirken og og og ... Og midt i alt det, så kan det godt være reklamerne for mad, tøj, rejser, uddannelse og hvad ved jeg gerne vil jeg skal fylde mere på mig selv. Men faktisk har jeg brug for det modsatte. At holde ting lidt fra livet, at sætte det på pause så jeg kan komme til at huske hvorfor nu det var vigti...

Imorgen er det "Askeonsdag"; startskuddet til fasten. Fasten, er ligesom advent er det til julen, en tid til forberedelser for den højtid, der kommer efter. Fasten er en periode med mange traditioner - hjemme hos os er det den tid på året, udover jul, hvor vi har flest traditioner tilknyttet. For mit vedkommende er det fastelavn med udklædning og fastelavnsboller som jeg husker som et lyspunkt helt fra barn. Der er noget befriende ved at klæde sig ud og "gøre som om" sammen. Billederne er fra fastelavnsgudstjenesten i Vejle søndag. Der kom rigtig mange festlige mennesker til gudstjeneste! Traditionelt er fastetiden en tid præget af stilhed, eftertænksomhed og fordybelse. En tid hvor fokus var på "mig og Gud". Det startede med askeonsdag, der har fået navnet pga. traditionen med at slå korsets tegn med aske i panden - et symbol på bod og anger. Det lyder tungt og grimt, og har sikkert også været det. Selv det bedste kan jo bliver misbrugt. Men egentlig sy...