Dig og mig og vi tro

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet - klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: "Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske."  Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået . Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem - det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele god...

I morgen 7.05 handler Radio24Syv om, hvorvidt racisme paragraffen skal afskaffes. I den anledning ringer de til mig. Det gør de, fordi jeg for år tilbage anmeldte en hændelse til politiet, som netop pga. racismeparagraffen medførte at tiltalte blev kendt skyldig. Her kan du læse, hvordan der blev råbt på gaden efter jeg og Samuel, der dengang var 2 år gammel. Indlægget kaldte jeg "Racisme i fuldt dagslys" . Ligesom den gang bliver min pointe i morgen, at vi er nødt til at have en måde at registrere hvis eller når, der foregår racisme, så vi kan vide med sikkerhed om, hvis og hvor det foregår. Racismeparagraffen træder i kraft hvis personer kan siges at have opildnet til racehad i offentlige sammenhænge, dvs. hvor andre mennesker har været vidne til det.

Forleden var det seks år siden vi blev ringet op om, at vi ENDELIG skulle være forældre. Sidste år havde vi for sidste gang besøg af "vores" sagsbehandler, der skulle skrive den sidste rapport til Sydafrika. Alligevel er det naturligt nok stadig en levende del af vores familieliv fordi adoption er et vilkår, som vi alle sammen lever med. I dette indlæg har jeg samlet indlæg fra tidligere, som jeg synes, beskriver vores ventetid samt de poster jeg skrev, den gang vi var ude for at hente Samuel. Alle de blandede følelser ved adoptionsprocessen har jeg bl.a. skrevet om her . Ventetiden det er umulig at forudsige har jeg skrevet om flere gange bla.  her  og her . Jeg har også skrevet en reflektion over det svære ved barnløshed og at være til  børnefødselsdag . Selve rejsen startede med  opkaldET , der fortalte, vi skulle være forældre. Herfra talte vi ned til endelig at skulle afsted. Jeg har skrevet om forberedelserne både  tre dage før ,  to dage før ...

Havde du sagt til mig for et år siden, at jeg i januar 2016 ville sidde med et spædbarn i mine arme, så ville jeg have smilet anstrengt og afvist tanken. Nu sidder jeg her ikke desto mindre med Albert på små 12 uger, som jeg er blevet mor til gennem egen krop. Samuel på 7 er en stolt og fantastisk storebror. Ligesom mødre, der har født flere gange, sammenligner deres fødsler med hinanden (uanset at alle fødsler er forskellige), så tænker jeg selvfølgelig også over forskelle og ligheder mellem de to måder, jeg er blevet mor på: adoption og fødsel, en fødestue på et dansk sygehus og et dommerkontor i Sydafrika. Indtil videre er jeg bl.a. kommet frem til seks ting, jeg gerne ville have vidst om at have født, da vi adopterede. Med "have vidst" mener jeg virkelig troet på - nogle af tingene havde andre sagt uden at det af den grund var sunket ind. Her er min sikkert ikke udtømte list af ting, jeg gerne ville have vidst om at føde, før jeg adopterede: 6 ting ved at føde je...

Biografens mørke er noget af det bedste, der findes  - synes vi i hvert fald her hjemme. I weekenden har vi været inde for at se "Paddington" - med halvanden englænder og en anglofil dansker i huset er det jo nærmest et must.  Det er en god familiefilm - sjov, spændende og sød. De danske stemmer virker overbevisende, animationen er fantastisk og historien holder.  På et drabeligt tidspunkt i handlingen siger hr. Brown om, at Paddington hører til familien: "Det er lige meget, at han kommer fra en anden del af verden. Det er lige meget vi ikke er samme art. Det er lige meget, at han har et bekymrende marmelade forbrug. For vi elsker ham. Og derfor er han en del af vores familie." Sådan - det er vist den bedste forklaring på, hvornår man er familie! Uanset om adoptionen er af en bjørn, et barn eller en anden voksen.

Vi var i Billund lufthavn i dag. Der var flag, champagne og kage. Der var forventning, glæde og rørte tårer at se i ansigterne på dem, vi mødtes med. Vi var stimlet sammen for at tage imod gode venner og deres lille datter. For tre uger siden var jeg med på hospitalet, da det var en anden lille pige , som mødte sin familie for første gang. På Skejby sygehus var der også forventning og glæde, men der var en anden stilhed over det.  Hvordan får man børn? Der findes ikke rigtigt et enkelt svar på det spørgsmål, gør der? Ikke mere. Jo, hvis det handler om, hvordan børn kommer til verden, så er det en historie om to mennesker, der sammen skaber et andet. Og alligevel holder det heller ikke helt mere. Som en veninde har sagt: "Vi behøver slet ikk' gå i seng med hinanden for at lave et barn." Deres barn er kommet til ved hjælp af IVF behandling.  Samuel står klar til at tage imod "lillebror" med flag - og Byggemand Bob hjelm.  Det var stort at være med ...

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven  Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et "os".   Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed!  Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag:  "Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre. Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har re...

Vi venter. Først venter vi på godkendelse i fase 1, så i fase tre. Så venter vi på på en liste, så venter vi på udrejse og endelig venter vi på at  komme hjem. At skulle være forældre er for alles vedkommende en process med indlagt ventetid. For forældre, der skal adoptere, er ventetiden delt op i flere faser. Og hver fase byder på deres egne glæder, usikkerheder og frustrationer. Præcis som i en graviditet, dog med den store og afgørende forskel, at hvor forældre, der venter på at barnet skal fødes, ved, at  de står med deres guldklump inden for nogle uger (med mindre moder og barn har tænkt sig at skrive historie, (eller det værste sker)), så kan ventetiden for forældre, der skal adoptere deres barn, strække sig i uger, måneder eller år. Det er hårdt. Og alle må tage deres egne forsvarsmekanismer i brug. Særligt hvis man står på en venteliste, hvor giver-landet laver regler, love eller procedurer om. Eller er værter for VM i fodbold, har ekstra lang sommerferie e...

I torsdags var det et år siden, Tina ringede os op med d en bedste nyhed i verden ; i Sydafrika var en lille dreng klar til at blive hentet hjem. Der er gået et helt år siden verden stod stille og så startede med at bevæge sig med en helt ny hastighed på en ny måde. Det er på én gang uendelig længe siden, og på samme tid er der ingen tid gået. Samuels udvikling har taget kvantespring siden vi fik ham. Både fordi der sker meget på et år, fra man er 1 år til man er 2 år gammel. Men også fordi det har gjort en forskel at blive barn i en familie. Han er vokset, hans motorik er mere sikker. Han er udadvendt på en rolig måde, han har ikke længere angst anfald og han kan sidde stille og sidde tæt på. Han sover godt om natten og er begyndt at snakke. Vi er blevet forældre, der afleverer i vuggestue og køber lusemiddel. Vi skifter bleer, og tænker ikke længere over at skulle have vanter, rosiner og Postmand Per bilen med, når vi skal nogen steder. Jeg ved, om han er tilpas og kan mærke,...

Jeg har lige åbnet en fantastisk email. Et par fra "vores" liste har lige skrevet til os: De er blevet forældre !!! Det er ikke os, og vi er 6 pladser efter dem, men det er så FEDT ! Min reaktion til emailen var kuldegysninger og tårer på én gang. Hvor er det dejligt. De har en uge til deres rejse og til de skal møde deres barn . Åh hvor jeg glæder mig til det er vores tur, vores telefonopkald, vores email, vores afrejse dato !!! Men åh, emailen var en påmindelse om at det er virkeligt . Det er ikke bare noget vi leger. Det er rigtigt. Der er et barn på vej.....

Der er en form for baby-boom i gang i vores vennekreds. Det pibler frem med maver hist og pist, og en enkelt venteliste er blevet fulgt ihærdigt. Sidst det skete, at der var mange babyer på vej omkring os, var den sværeste del af ventetiden for os. Vi ventede på at blive kaldt ind til fase 3, og omkring os blev folk gravide fra en side af, hvis de da ikke fødte. Denne gang er anderledes, fordi der ikke i mig findes et gabende tomt hul, der værker efter at blive fyldt ud. Jeg glæder mig med dem, der venter sig. Jeg synes, det er spændende med de store maver, der bli'r større. Jeg be'r om at høre om hvordan det er. Måske kommer jeg aldrig til selv at kende generne ved ledbånd i bækkenet, der giver sig? Eller glæden ved små  fødder, der bruger ens blære som fodbold. Jeg har fået lov at være med til to scanninger, og det var så stort. Det er spændende, og jeg glæder mig til at se de små pus, der skal se verdens lys indenfor det næste halve år. Men da vi i dag blev ringet op ...

Ved I hvad der sker, når man bliver forælder til en dreng på 15 måneder? Man lærer lynhurtigt hvor ondt det gør at få tænder!! I den forbindelse har jeg også lært at også jeg besidder den refleks, der gør at mødre griber alt (alt!) der kommer ud af munden på deres barn... I går var vi i Pretoria for at få dansk pas. Det skulle være så fint, og jeg ville virkelig gerne kunne vise billeder frem af ambassaden og os med pas, men de findes ikke på vores kamera - vi havde nemlig for travlt med opkast und so weiter.... De er nu søde på den danske ambassade i Sydafrika, vil jeg så dertil indskyde. Så billedet med flagene er fra Impilo, som er den organisation, der formidler børn til AC børnehjælp fra Danmark. I dag har vi været ved frisøren med Samuel - han er blevet klippet noget så grundigt. Og tog det rigtig godt. Det er første gang jeg har været i en frisørsalon, hvor der på disken udover bogen med aftaler også lå en bibel :-) Derudover nyder vi varmen. I morgen er sidste da...

Tak for alle jeres fødselsdagshilsner For første gang nogensinde har jeg holdt fødselsdag i ført sandaler. Aldrig før har jeg kunnet spise picnic udenfor eller plaske i en swimmingpool i anledningen af at blive et år ældre. Men nu har jeg! Hele eftermiddagen brugte vi i Joburg Zoo sammen med den anden familie, som vi har været sammen med de sidste halvanden uge. Og hvis dreng har været i samme plejefamilie som vores. Nok er dyrene mere eller mindre de samme dyr s om i så mange andre zoologiske haver, men det var flot at se dyrene i omgivelser og med træer, som passer til dem. Samuel hyggede sig helt vildt. Dels havde vi hans elskede klapvogn med, og dels er han meget stolt over hans evner ud i gang... særligt op og ned af små trin og bakker. Så han har fået gået rigtig meget. Til aften holdt Jane et mindre selskab med en traditionel Sydafrikansk braii (=grill). Der var dækket flot op i haven med fakler og store lysestager og masser af lækker mad. Ikke nogen dårlig må...

I dag blev vi forældre "for real". Det var i dag vi blev idømt et barn på livstid :-) Det var meget stort og rørende. Efter frokost hos Durban childrens welfare tog Duncan, Samuel og jeg i Ushaka marine world - et STORT område med butikker og akvarier og shows med delfiner, sæler og pingviner. En tema udstilling med farlige dyr og et stort vandland. Og ikke mindst adgang til den meget fine strand ved Durban beach front. Vi nød delfin showet sammen med Samuel. Og da han faldt i søvn, så Duncan og jeg fisk fra Sydafrika - det her er virkelig et smukt og frodigt land! En gang må vi tage herned med det ene formål at nyde det! Samuel var meget optaget af hajerne. Og sammen fik vi dyppet fødderne i det store hav. I morgen går turen til Johannesburg. Samuel var meget optaget af hajerne. Og sammen fik vi dyppet fødderne i det store hav. I morgen går turen til Johannesburg land! En gang må vi tage herned med det ene formål at nyde det!

Når vi går på gaden med Samuel får vi mange hilsner. Især afrikanerner hilser og griner - og fortæller os hvor msuk en dreng han er. "He's a looker" sagde en kvinde med tørklæde om hovedet, vi mødte i Spar i går. På vej ned af hovedgaden mødte vi en mand og en kvinde. Kvinden peger på mig og siger "Why you steal this one? Whya you steal?" Åh nej, tænker jeg, mener hun virkelig vi bare stjæler ham fra landet?! Så jeg siger "I don't steal him" Jeg må ha' set forskrækket ud, for hun tilføjer: "Where is mother?" Pyha... "I'm mother" SÅ griner de begge to. Mandan siger med latter i stemmen: "I see - he looks just like you!" Billedet er bare for at bevise at vi er i "de varme lande". Det marts, kl. er 9 om morgenen og vi sveder alle sammen. Har spist frisk papaya til morgen mad og så en flok aber med unger i forgårs. Bli'r det meget bedre?!

Igår var vi en tur ved vandet. Vi bor så fantastisk i Durban, at vi kan gå 500 meter op af vejen, og så er der butikker, hvor vi kan købe mad. To kilometer den anden vej ligger det indiske ocean. Så på gåben kommer man langt omkring. Så i går var det stranden vi besøgte. Det var SÅ dejligt at komme ud at gå en tur. Vi er så heldige at vi følges med en anden familie, som er blevet forældre til en lille dreng på 9 måneder. Det er rigtig godt at have nogen at dele hele opleve lsen med! SÅ med to barnevogne og to sovende børn var vi nede og dyppe tæerne på fiskernes strand. Vi fandt en lille krabbeklo, som blev undersøgt nøje da Samuel vågnede. I går eftermiddags var Anja (den anden nybagte mor) i Gateway shopping center . HOLD DA OP!! Gateway ligger ti minutter fra IDUBE, hvor vi bor, og er den største shopping mall i den sydlige hemisphære! 350 butikker, 70 restauranter og Afrikas højeste springvand. Det var vildt. Og skægt. Det blev til en del køben. To klapvogne kom...

I går var vi i Umlazi, hvor Samuel Sipho kommer fra. Der var vi i retten, hvor vi skulle fremstilles for en dommer. Meget mærkelig oplevelse - vi havde vores stiveste puds på, blev vist ind i værelset, hvor vi blev bedt om at tage plads. Der sad vi så i den ene ende af lokalet mens han sad i den anden ende bag et stort skrivebord. Han læste lidt papire, skrev lidt. Talte med vores socialworker, og sagde tak. Og det var så det. Efter turen i retten kørte vi rundt i Umlazi, der er et township udenfor Durban. Det er et meget blandet område på den måde at der er både rige og fattige i mellem hinanden. Dog er der nogle meget fattige områder, hvor husene er små, faldefærdige og intermistiske, hvis ikke de nærmest er skure. Der voksede majs, gik høns og græssede geder. Og der var en fantastisk udsigt helt ud til havet. Efter turen kom Sipho Samuel med os hjem. På billedet sidder han i bar mave og prøver at spise ALT, der var på bordet at få fat i. VÆldig spændende at kunne sidde og grat...

Hjemme efter en laang men god dag i den familie hvor vores Sipho er blevet passet på og elsket. MEGET spændende. Dagen startede med samtale med den sagsbehandler, der har fulgt Sipho lige fra starten. Derefter blev vi kørt hen til plejefamilien. Han kiggede på os med store øjne... En smule skeptisk og bestemt ikke én, der bare smider sin kærlighed på hvem som helst. Så vi har sunget, klappet hænder, leget med giraf, med sten, givet mad og langsomt langtsom er vi kommet tættere på. Ligenu sover han i sin egen seng hos plejefamilien. Og vi er ganske blæste i vores hoveder, følelser og krop. Men vi glæder os til i morgen! (Nå jo, her er 27 grader, solskin, udsigt til det indiske ocean og world cup feber)

Klar, parat til start! Kufferten er lukket. Passene kopieret. Vinterjakkerne er lagt i bilen og det er slet ikke til at fatte ... Next stop Durban