Dig og mig og vi tro

Hvad gør du, når du falder? Ikke i overført betydning, men helt konkret - hvad gør du, hvis du falder over dine egne fødder, på rulleskøjterne, ned af trappen, på et glat fortov? Prøv lige at tænke tilbage på en gang du er faldet, og mærk i din krop, hvilke reaktioner, der gik i gang... Jeg spørger, fordi et tema, der dukkede op i min smågruppe/bibelgruppe/cellegruppe (kært barn har mange navne?) , var forventningen om at rutiner for bøns- og andagtsliv altid stopper igen. Det var ikke nødvendigvis sådan nogen sagde. Men erfaringen af, at man kan finde en god rytme eller rutine (eller bare have gode intentioner om det) som pludselig holder op igen - og at det er en fejl - gik igen. Og jeg kender det godt. Det væsentlige i kristen praksis (og vel egentlig i alle rutiner eller beslutninger) er at begynde igen, hvis du opdager, at du er stoppet op. Men ved du hvad? Jeg er ikke længere så sikker på, at det er en fejl, at vores rutiner eller rytmer ændrer sig. Vores hverdag ænd

Jeg har før skrevet om , hvordan en samtale med børn får mig til at tænke over tingene. I går kom endnu en af disse samtaler. Da vi hentede Samuel går kom vi til at følges med en legekammerat, der bor ved siden. De to drenge aftalte fluks at lege sammen. Vi voksne fik så besked på, at døren skulle holdes åben, så legekammeraten kunne gå direkte ind og ikke skulle "vente udenfor i to minutter ligesom sidst." Vi voksne mente jo nok, at han - og Samuel - ville overleve sådan en lang ventetid. Mor-klog, som jeg jo er, indførte jeg i samtale: "Det klarer I nok. Det er den slags, der styrker tålmodigheden." I det drengene satte afsted på deres løbehjul råbte legekammeraten over skulderen: "Jeg har ikke tålmodighed. Jeg har hurtighed!" Hold nu op, som jeg kom til at grine. Hans konstatering ramte mig, fordi det så præcist formulerer, hvordan jeg selv har haft (og til dels stadig har) det: Hvis noget skal ske; hvis vi ved, hvad der skal gøres; hvis jeg h

Jeg blev så glad, da jeg forleden faldt over dette billede på instagram hos en af dem, jeg følger. En lille dreng, der spiser morgenmad - i selskab med sin brandbil!  Åh, hvor mange gange har vi ikke også spist i selskab med postmand Per, Brandmand Sam, Lynet McQueen, en legomand og jeg-ved-ikke-hvem. Her i huset har det været tegn på, at en leg har været særlig god og levende, når en "legekammerat" har fået plads ved bordet.  Det er ikke lige meget, hvem vi spiser sammen med @BLWMamaUK  Det fantasien gjorde levende i legen stopper ikke bare fordi der er én, der siger "Så er der mad!" Jeg synes, det er siger noget vigtigt både om leg og om at spise sammen. Om leg fortæller det, at det, der foregår for barnet er alvorligt, virkelig, vigtigt og bygger på følelser som empati og fællesskab. Om mad fortæller det, at dem vi holder af vil vi også gerne spise med. Det kunne jeg så fabulere en masse over om næstekærlighed, om at spise sammen, om at invitere a

Hun skyndte sig at lukke døren efter mig, da jeg som den første trådte ind i det lille lokale, hvor måtterne allerede var lagt ud på gulvet - klar til dagens yogatime. Så sagde hun med lav stemme: "Jeg vil bare gerne fortælle dig, at selvom I nu har valgt at adoptere, så kan I jo stadig godt få jeres egne børn. Jeg kender nogen, der fik flere børn selv efter de havde adopteret. Så du skal ikke opgive håbet. Det kan jo stadig ske."  Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende. Om jeg overhovedet fik sagt noget. Jeg kan bare huske den surrealistiske fornemmelse, der bredte sig i kroppen af mig. Følelsen af at få grænser overskredet, blive talt ned til og overhovedet ikke være blevet forstået . Der er jo INGEN, der går i gang med en adoptionsprocess som et led i en fertilitetsbehandling. Adoption er vejen til at få sine EGNE børn. Ens EGNE bliver børnene allerede inden, man forenes med dem - det er en indstilling og en tilknytning, der begynder i det øjeblik hele god