Opslag

Viser opslag fra januar, 2015

Fadervor - inspireret af Godly Play

Billede
Børnekirken har i øjeblikket om Fadervor. Fadervor er så kendt og brugt, at det er let at glemme, at det er en bøn Jesus selv har givet os. Jeg har i hvert fald let ved at tage ordene for givet. Det tror jeg som end også er helt fint; det kan være en styrke at have ord, der sidder på rygraden. Men for at bønnen også skal være inderlig og værdifuld ville jeg gerne give børnene en fornemmelse af, "at her har vi med noget særligt at gøre."  Derfor besluttede jeg at tale om Fadervor som en gave, vi har fået af Jesus.  Det gjorde næste skridt lettere. Jeg ville gerne gøre bønnen visuel for børnene. Det er kendt at børn "hører visuelt" - dvs. at hjernen allerførst opfatter ting gennem øjnene. Ørene kommer først til senere, og selv som voksen er der mange ting, som vi tillægger de ord, vi hører, som vi egentlig opfanger gennem øjnene. Så før ord giver mening giver billeder mening for vores hjerne.  Derfor har jeg lavet en lille pakke med ting, der skal illustrer

SMS-udveksling: Who keeps you sane?

Billede
Det er fedt at være mor. Det er dejligt at have venner. Af og til er noget af det bedste at dele moderskabets glæder, genvordigheder og galskab med en god veninde. Det kan redde ens åndsnærvær, humoristiske sans, ja, it keeps you sane!  Jeg har særligt én veninde, som er fantastisk at føre sms-samtaler med. Det kan lette de fleste frustrerede situationer at dele det med hende - og få hendes skæve vinkel. Jeg ser mig selv tydeligere, får mere tålmodighed med dem omkring mig og opfører mig - forhåbentligt - mere kærligt som følge. Af og til er jeg endda så heldig at blive klogere på livet samtidigt med!  I weekenden var sms-udvekslingen som følger:  Lørdag kl. 7.22 Hende:  Er der noget mere underholdende end en treårig som blander børnehave og tegnefilm sammen i actionpræget drama på kanten af sofaen?  Mig:   :-D Nej, det er svært at komme op med!  Hende:  Særligt replikkerne som til dels stadig er uforståelig kaudervælsk. Mig:   :-D Især det sidste er fantasti

Et bekymrende marmelade forbrug - Paddington bjørn om adoption

Billede
Biografens mørke er noget af det bedste, der findes  - synes vi i hvert fald her hjemme. I weekenden har vi været inde for at se "Paddington" - med halvanden englænder og en anglofil dansker i huset er det jo nærmest et must.  Det er en god familiefilm - sjov, spændende og sød. De danske stemmer virker overbevisende, animationen er fantastisk og historien holder.  På et drabeligt tidspunkt i handlingen siger hr. Brown om, at Paddington hører til familien: "Det er lige meget, at han kommer fra en anden del af verden. Det er lige meget vi ikke er samme art. Det er lige meget, at han har et bekymrende marmelade forbrug. For vi elsker ham. Og derfor er han en del af vores familie." Sådan - det er vist den bedste forklaring på, hvornår man er familie! Uanset om adoptionen er af en bjørn, et barn eller en anden voksen.

Drama til det sidste: Hellig Tre Konger

Billede
Selvom det er lidt sent at dele idéer og links om Hellig Tre Konger gør jeg det alligevel. For selvom julen er ovre med Hellig Tre Konger er det en del af historien om Jesu fødsel, som er dramatisk, og som måske særligt af den grund har godt af at blive fortalt og reflekteret over. (Du kan finde historien i Matthæus evangeliet kap. 2. Brug  evt. på bibelen online. ) I krybbespil er de vise mænds del af historien ved Jesu' fødsel ofte fortalt alene med en stjerne og tre vise mænd - men deres historie gemmer meget mere end det. De vise mænd (Bibelen siger ikke noget om, hvor mange de var) kom, fordi de havde set en stjerne gå op på himlen, som fortalte dem, at en stor konge var født. De følger den, men går op på kongeslottet til Herodes i Jerusalem, fordi de fejlagtigt tror, der er tale om en "almindelig" kongesøn. Det får fatale konsekvenser. Maleark med de tre vise mænd, der følger stjernen. Kong Herodes var en mistroisk mand, som forfærdes ved tanken om en rival

Antiklimaks efter julen: Det gode er allerede på vej. Om at øve sig i forventningens glæde.

Billede
Juleferien er ovre, og selvom julen først slutter officielt med Helligtrekonger d. 6. januar, så er metaltrætheden så småt sat ind også de steder, hvor julepynten ikke for længst er pillet ned. Det er så let at blive nedtrykt eller træt af alt det gode, der er ovre. Og glemme det gode, som er på vej til os. Der er sikkert ikke noget at sige til det - forventningens glæde er skruet max op til julen. Mange børn har været i hyper-mode i største delen af en måned, og juleferien er ikke altid så afslappende, som man kunne ønske sig med familie-tamtam, besøg og mange dage hjemme. Vi er trætte, mætte af indtryk og bliver let blændet af al den glimmer og flitterstads, vi har omgivet os med: Alt lyset og glæden bliver pakket ned i kasser og sat til side til næste år - tilbage er januars grå  virkelighed. Meen måske er det ikke hele virkeligheden? Jeg faldt over en rigtig fin Alfons Åberg bog, som rigtig flot forklarer, at det gode altid er i vente. Den hedder "Lykkelige Alfons"