Dig og mig og vi tro

Efter ganske kort tid på facebook ville jeg ønske, at jeg kunne melde mig til koret af opdateringer med hurra-råb over påske. Jeg kunne ønske, at jeg kunne komme med en jublende besked om, hvordan påskens budskab om liv og opstandelse virkelig resonerer med mig i år, eller om hvor herligt det har været med solskin og tid i haven. Det kniber med begge dele. Det er ikke fordi, der er sket noget voldsomt eller ulykkeligt - det er "bare" livet, der går sin gang. Siden tirsdag har Samuel haft skoldkopper - først et par uskyldige blærer, som sidenhen udviklede sig til høj feber og en million-milliard kløende knopper, der ikke var til at sove for. Lille pus. Godt nok fik vi sovet i nat, men nætterne før blev der vendt op og ned på. Hvor var barnets far, tænker du måske? Jamen, han er jo præst, så han har haft tre gudstjenester og en lejr med de unge ind imellem. Så det var mig, der tog tjansen med at passe - heldigvis hjemme ved mine forældre, så det er ikke fordi, jeg har være

Hvad gør I ud af påsken hjemme hos dig? Jeg ville så gerne, at påsken får opmærksomhed, smag og følelse af at være en stor højtid, så jeg har i flere år ledt efter måder, at markere det på. Efter vi har fået Samuel er det behov blevet større.  Julen er hypet rundt om os, så selvom vi lægger vægt på nogle andre ting end så mange andre, fordi vi fejrer Jesus' fødselsdag og ikke julemanden, så har julen så meget opmærksomhed, at det ikke er svært at gøre den særlig.  Men hvad med påsken? Hvordan gør man den særlig? Der er selvfølgelig en perlerække af gudstjenester i kirken, men der hjemme hvor de store højtider også skal mærkes - hvordan kan man der gøre?   Jeg er faldet over traditionen med at lave en påskehave. Første gang jeg så den var hos  A Holy Experience . Idéen er, at en stor del af den kristne påske fandt sted i en have: Jesus bad i Getsemane, og her blev han taget til fange. Han fik sin grav i en have, og derfor var det også her, opstandelsen fandt sted, liges

Forår er mange ting - og egentlig er i dag jo Palmesøndag, så vi kunne forventeligt have været i kirke alle sammen. Meen så var det, onklen og tanten fortalte, at de skulle til økodag  for at se dansende køer.  En smule fødevarer politisk har man vel lov at være, særligt når det gælder dyrevelfærd, og det skulle være noget helt særligt at se køerne komme ud i den friske luft og få græs under klovene efter en hel vinter i stalden. Så Samuel og jeg satte os i bilen for at komme frem til den udvalgte gård.  Og det var noget af et syn, at se store, voksne køer løbe og té sig som om, de var kalve - hvilket både deres størrelse og deres yvere vidner om, at de IKKE er. I stivblæst stod vi spændte og ventede på at køerne kom dundrende. Vi blev ikke skuffede - der var hoppen, puffen og kåde spjæt, da køerne kom frem. I konventionelle landbrug er der ikke noget krav om, at køer - hverken kalve, ungdyr eller malkekøer - skal på græs. De kan selvfølgelig komme det, men da det er lett