Dig og mig og vi tro

Det er så pudsigt med bloggen - den er en oplagt mulighed for selviscenesættelse. Kun den lille detalje eller historie, jeg vil I skal se eller læse viser jeg jer. Sådan er det også i det "virkelige" liv i nogen grad. Men det er nu nemmere på bloggen, for her er ingen tonefald eller kropssprog, der kan vise hvordan det også er. Egentlig er det helt i orden - og nogle gange nødvendigt - ikke at fortælle hvordan man virkelig har det. Det kan være for at passe på sig selv, eller fordi, det bare ikke er alle, der behøver vide alt. På den anden side er mener jeg egentlig, at det snarere gælder dybere og mere personlige ting som tab, tvivl og kriser end nullermænd, søvnløshed og bekymringer. Der er simpelthen forskel på det private og det alment menneskelige. Nogle gange synes jeg bare, der er en tendens til at vi (inkl. jeg) vil være / skal være / tror vi skal være perfekte. Jeg ved, jeg selv kæmper med den sygdom, der florerer blandt kvinder i 20'erne: du ved, den, der