Dig og mig og vi tro

Klar, parat til start! Kufferten er lukket. Passene kopieret. Vinterjakkerne er lagt i bilen og det er slet ikke til at fatte ... Next stop Durban

I dag... ... har jeg holdt bisættelse, og blev igen grebet af, hvor glad jeg er for det arbejde jeg har. ... oplevet glæden og hjælpen ved stærke ord i bøn, sang og velsignelse i svære situationer ... hostet og spruttet på et ikke særligt fedt tidspunkt ... drukket te og fået gode råd i kærlig selskab ... blev jeg ringet op og ønsket god tur af en god ven ... fik jeg en smuk hilsen med gode ønsker ... har jeg hentet billeder af bedsteforældre, onkler og tanter for den lille at se ... hørt, der er landet viber i Danmark ... spist den sidste aftensmad i mit eget hjem alene med min mand ... er jeg gået på barsel ... har jeg pakket den lilles kuffert

Om to dage på nuværende tidspunkt er jeg ved at stå ombord i det fly, der skal få mig til Johannesburg fra Frankfurt. Og hvordan er vi så kommet her hen, har jeg tænkt i de sidste dage. Jo, i oktober 2007 sagde jeg for første gang højt til nogen "Hvordan gør man, hvis man skal adoptere?" Det var tidligt endnu. Vi var blevet klar over at der var noget galt - i hvert fald blev jeg ikke gravid. På det her tidspunkt fik vi alle de gode råd om at sove mere, spise mindre, spise anderledes, motionere, droppe alkohol, gå i løse bukser, lad være at stresse, vær tålmodig og den værste: "I er så unge". Alt sammen godt ment, men meget frustrerende, når man kan mærke noget ikke er som det skal være. I november 2007 tog vi til informationsmøde om adoption hos AC børnehjælp i Århus. Det er møder, de holder med jævne mellemrum, som dels orienterer om selve adoptionsprocessen, men som også fortæller om netop denne organisation og deres ethos. Jeg kan huske at jeg var overrask

"Fordi det at blive mor efter at have ventet i årevis er bare noget man lige klarer?" Noget i den retning sagde hun. Ligesom andre undrende har spurgt før. Og svaret er nej! Det er ikke noget man lige gør. Og det havde jeg heller ikke forestillet mig. Sådan rigtigt. Jeg ved bare heller ikke, hvad jeg ellers havde forestillet mig..... Eller det vil sige at jeg havde faktisk forestillet mig, at jeg efter ca. en dags jublen efter Tinas opkald, om at vi skulle være forældre, med overblik, effektivitet og sprudlende overskud ville være i stand til at ordne ikke bare det foreliggende arbejde men også lidt til, gøre mit hus i stand, sørge for mad til fryseren og gøre klar til rejse og børneværelse. Hvor svært kunne det være?! Jeg har jo haft måneder til at vænne mig til tanken. Det er muligt. Men i dag, hvor det er tre uger siden Sipho blev et navn vi kender, er jeg stadig snot forkølet, på penicillin og går rundt i cirkler om mig selv. Ting ta'r ikke bare tid men laang tid.

Ventetiden er ovre! For nogle dage siden skrev jeg, om den ventetid vi står i. Om hvordan det er at vide, der (forhåbentligt og forventeligt) er kort tid til vi bliver ringet op om, at det er NU vi skal være forældre. Uden at vide, hvornår det opkald kommer. For 6 dage siden ville jeg have skrevet følgende: "Der er noget så stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, men jeg ved den er der. Den er meget nærværende, og fylder en del: Den er ikke til at komme udenom. Det er en usynlig størrelse, som ligesom blokerer udsigten, og alligevel kan jeg se lige igennem. Som Harry Potter i sin usynlighedskappe: du ved han er der, du kan bare ikke se ham. Det er især når jeg kigger i min kalender den usynlige elefant træder frem. Jeg ved den er der, men jeg kan ikke se den. Jeg kan ikke plalægge efter den, er nødt til at gøre som om den ikke eksisterer. Samtidig med at alt jeg gør er med den i tankerne..... Der er noget stort som en elefant foran mig. Jeg kan ikke se den, me

I søndags sagde jeg til Duncan- som så mange søndage før: "Måske bli'r vi forældre i denne uge." I går havde vi besøg af vores sundhedsplejerske, for at mødes inden vi - engang - skal mødes med barn. Det gik rigtig godt, og var en rigtig stor opmuntring. Min frustration over "det er bare noget vi leger - der er jo ikke noget barn" blev hjulpet, for sundhedsplejersker kommer jo ikke på besøg for sjov, vel?! I formiddags talte jeg med en veninde, som sagde at hun i nat drømte at vi fik en pige på 4 år. "Og", som hun sagde "mig og Helligånden har noget kørende." Til middag ringede telefonen på kontoret. Jeg tænkte "Det er Tina" (Vores sagsbehandler) som jeg altid gør når telefonen ringer, og mindede mig selv om at hun jo ringer på mobilen - hvilket er grunden til den har været klistret til min side i snart et halvt år. Så jeg tager min "officielle" stemme på og siger "Metodistkirken, det er Anne Thompson." Hv