Dig og mig og vi tro

Åh, så blev det endelig lørdag d. 31. januar. Suk. I flere uger er der blevet talt ned. Der var nemlig inviteret til prinsessefest i kirken, for at rejse penge til renovering og ombygning af lokalerne. Piger og kvinder i (næsten) alle aldre var mødt op i tyl, tiaraer, høje hæle og håndtaske, med organza, glimmer og glitter i næsten urimelige mængder. Alle blev ved indgangen mødt af lakajerne, som tog imod betaling og viste ind i "garderobe salen", inden prinsesserne i balsalen fik en glas velkomst drink. (Og læg lige mærke til den røde løber!) Mange alvorlige og højtidelige så pige øjne så beundrende rundt på alle de andre prinsesser, der var mødt op i deres største og smukkeste skrud. Alle havde mulighed for at blive sminket, få lagt neglelak, designe sko og teste deres viden om prinsesser eller prøve hvorvidt de nu var rigtige prinsesser og kunne finde ærten under en tyk dyne. Der blev danset, sunget og leget med balloner, inden de fantastiske kager blev spist. (Og

Ved søndagens gudstjeneste legede vi: vi kastede et garnnøgle rundt imellen os, for at illustrere hvordan vi alle sammen hænger sammen. Det vakte megen moro og stor begejstring hos især nogle af de yngre deltagere! (Jeg kan afsløre vi har nogle ret gode skytter!) Da vi alle sammen var viklet ind og alle hang sammen, klippede vi snoren over, så vi hver især stod med vores egen "gren". Den kunne vi tage op til et lille vintræ , som stod i det ene hjørne af kirkerummet, og binde fast der, sammen med et blad med vores navn på. På den måde blev vi én gang til en del af det samme. Og det var nemt at se hvordan grenene alene ikke er andet end grene - for at være et træ skal der en stamme til! På træet hang der vindruer , som man selvfølgelig kunne smage på. For rigtige træer, der lever, er sunde og har det godt bærer frugt. Billedet viser Thomas, som meget interesseret mærkede ved træet, stenene, træet er plantet i, og som nød vindruerne. Jeg er glad for Jesus sagde: "

Ruth  skal siges på engelsk. Ruth er Duncans gamle bedstemor, som e r et livstykke af en anden verden. Smilende, optimistisk og glad. Som tiltrækker mennesker, på en måde jeg ikke har set andre gøre det. Og som 92 årig har et netværk større end de fleste på facebook. (Altså, ikke at hun er på facebook) Hun spiller klaver, og har indtil for ganke nyligt spillet orgel i diverse kirker til pantomimer, begravelse og bryllupper. Hun lever af en engelsk pension, og kunne for indtil for et par år siden (mens hun stadig spillede meget) finde på at sige "I need a funeral or two.... Naughty little me!" Hun rejste som 83 årig alene til New Zealand og besøgte sidste forår os her i Danmark. Hun er lille, og smiler , så hendes øjne forsvinder. Hun be'r dagligt for alle hun kender, og sender omkring 200 julekort i december. For snart tre år siden var hun med til min ordination, og faldt dagen inden hun skulle have været hjemme og brækkede sit bækken. Hun lå på Hjørring sygehus halv