Dig og mig og vi tro

Vi er i gang med at adoptere. Det er så dejligt, og så frustrerende på én gang. Endelig endelig kan vi sige, at vi skal være forældre, og stadig skal vi vente, vente, vente på at høre nyt. Vi tjekker ventelisten flere gange om ugen - nogle gange endda flere gange om dagen, hvilket i bund og grund er omsonst, for er det vores tur ringer de til os før det kommer på hjemmesiden. Og alligevel er tallene på AC børnehjælps venteliste til Sydafrika den eneste måde vi kan ligge en hånd på maven , mærke et spark eller hikke, få vand i fødderne eller følge en scanning. Det siger intet om vores barn. Intet om hvordan det har det, om det er livligt eller stille, om det trives eller om det overhovedet findes endnu. Vi forbereder os på at skulle være forældre. Vi har fået børnetøj af venner, vi har en seng og vi har købt nogle bleer og hagesmække. Alligevel har jeg faktisk svært ved det. For hvor er barnet? Og kan det virkelig passe at det, vi har længtes sådan efter, nu faktisk sker? Samtidig m

England  er landet, som ligger ved siden af Danmark, men som vi ikke længere tænker så meget på som naboer, som vi gjorde en gang vi var søfarerer. Første gang jeg besøgte Englang var i 10. klasse med min efterskole klasse. Det var vildt spændende - og mærkeligt at skulle bo i en fremmed familie helt alene og ikke helt forstå hvad de sagde, eller hvorfor de opførte sig som de gjorde ind i mellem. F.eks. husker jeg en samtale med manden i huset om at pigerne midt i november i primary school havde nederdel og små strømper på - og ikke strømpebukser eller bare bukser, som jeg var vant til at små piger havde på når temperaturen faldt. Jeg var i praktik i en primary school og det gjorde et vist indtryk at skulle have nederdel på i skolen, og at man gjorde mere ud af at være velklædt til daglig, end vi gør i Danmark. Selvom fruen i huset omgående skiftede til joggindragt når hun trådte ind af døren derhjemme. Anden gang jeg var i England var fordi jeg skulle læse teologi . Jeg boede der

Jeg har netop set en video, sendt til mig af et meget omsorgsfuldt menneske , som jeg meget gerne vil dele med jer. Den er lavet af en kvinde, som gennem flere år, har kæmpet med barnløshed. Hun har lavet videoen, som hedder Empty Arms, for i første omgang at forklare venner og bekendte, hvad det er for en rejse hun og hendes mand har været igennem med barnløshed .  Det er en utrolig smuk, enkel og rammende præsentation. Hun har nu lavet denne mere generelle video, som alle kan se - ikke bare deres egne venner og familie.  Noget af det, der gav genlyd i mig var dels navnet: "Tomme arme" for er der et sted jeg til stadighed kan mærke længslen efter et barn og har kunnet det længe, så er det netop i armene, hænderne og brystet - der hvor barnet skal holdes og passes og kærtegnes, men som nu er tomt. Og så er det hvad hun skriver om at det ikke er selviskhed, der får barnløse par til at  melde fra til dåb, børnefødselsdage eller lign. Det er selv-beskyttelse . Her er de

Thea Jarvis er en fantastisk kvinde! Intet mindre. "Jeg gør det her arbejde, fordi jeg tror på, Gud har skabt mig til at gøre det ." Sådan forklarer hun, hvad der fik hende til at starte arbejdet med de mindst og mest udsatte mennesker i Sydafrika, der lider under vold, fattigdom og sygdom: børnene. På børnehjemmet  The Love of Christ Ministries (TLC)  bor der 46 små børn - fra ganske få måneder gamle til omkring 4 år. Derudover har Thea og hendes voksne børn selv store familier med adopterede børn, fordi dem, det ikke har været muligt at finde andre hjem , ikke skal ud i et system, der sender dem videre til et nyt børnehjem omkring hvert 3. år.  Et sted omkring 50 mennesker var vi samlede for at høre og se Thea fortælle om TLC, børnene, arbejdet med at køre så stort et sted, på en måde så alle børn får mad og kærlighed nok . Der var tid til spørgsmål, og allerbedst var det at der var andre mennesker i vores situation. Andre, der lige har fået deres papirer sendt til Syda