Dig og mig og vi tro

De fleste vil vide at adoptionsprocessen kan være hård. Nogle synes det er urimeligt at de, der skal adoptere, skal interviewes og undersøges i alskens retninger. Andre synes det er for meget at man skal betale for en adoption. De fleste adoptanter (det hedder dem, der adopterer) synes vist at det er ventetiden der er værst. Først ventetiden på at blive kaldt til samtale i statsforvaltningen, så ventetiden på at få svar fra samtalen, så ventetiden på at komme på kursus, og derefter ventetiden på at skulle til de sidste samtaler. For endelig at vente på at samrådet mødes og beslutter hvorvidt man skal godkendes til adoption eller ej. Da vi kom dertil troede jeg at ventetiden, der nu ventede var "rigtig" ventetid - for nu er det jo barnet og ikke procedurer vi venter på - og at det derfor ville føles anderledes. Det havde jeg også ret i... og alligevel ikke. Vi har valgt at adoptere fra Sydafrika , og det betyder at ventetiden også her er brudt op. Til nogle lande kan man m

Jeg drømte om mine børn i nat. Det sker af og til. De skifter udseende, men de er altid mine. I nat var de koreanske. Den mindste var omkring halvandet, den store omkring fire år. I nat fik jeg børnene af deres forældre, som senere kom og tog dem fra mig igen. Men da børnene blev syge, var det mig de kaldte efter, og derfor kom forældrene efter mig igen. De var dårlige og klynkede.... Da jeg vågnede kunne jeg stadig mærke fornemmelsen af den lille dreng i mine arme . Hans varme og vægt imod mig efterhånden som han faldt til ro... Det er vældig mærkeligt at drømme på den måde. Det er bittersødt . På én gang er det så dejligt endelig at være mor. På den anden side er det så tomt når jeg vågner og opdager de er væk. Det er en underlig tom fornemmelse, som nogle gange kan vare til langt op ad dagen. Måske er det bare sådan når man venter sig? Måske er det bare længslen , der rører på sig, så man ved den findes? Måske er det en gave at kunne elske sine børn inden de findes og er hos