Dig og mig og vi tro

For flere år siden lærte en gammel ven mig hvad det betyder at være "forbundet i Kristus". Det betyder at der kan være mennesker, som jeg er forbundet med, ikke gennem familie og heller ikke gennem venskab. Men mennesker, som jeg hører sammen med, hænger sammen med og kender, fordi vi begge hører Kristus til. Meget smukt, synes jeg. I dag har jeg bisat et menneske, som jeg netop kendte på den måde. Uden at jeg var klar hvor over hvor tæt, vel at mærke. Det er Ellen Bhutho som døde i onsdags. Hun var gift med Hans Kristian, som var præst i Metodistkirken. De betjente bl.a. kirken i Strandby, som jeg jo kommer ud af. Og der startede de spejderarbejdet. Hvordan kom jeg ind i kirken? Joeh, det gjorde jeg som end gennem spejderarbejdet i Strandby!  Så der stod jeg i dag og sagde "Af jord er du kommet, til jord skal du blive..." over et menneske, som indirekte, har bragt mig til tro og til kirke. Er det ikke forunderligt?  Jeg blev meget ydmyg. "Forbundet i K

Askeonsdag er ved at være ovre, og dermed er den kristne faste i gang. For mit vedkommende betyder det farvel til kød (undtaget om søndagen) indtil påske. Andre lægger andet fra dem, og nogle tager noget til sig i de godt fem uger fasten varer. Fælles for alle er forsøget på at styrke fokus på Gud og det Han er i mig - og det jeg er i Ham. Det handler om "askese" som er et græsk ord som egentligt betyder "at øve sig". I år er jeg kommet til at tænke over hvor gavnligt det er at blive minimalistisk i min tilgang til mad. Ikke at vegetar mad på nogen måde betyder at være hverken kedelig eller minimal, men fordi der i forvejen er så meget fokus alle vegne omkring mig på at lade være med at spise: lade være at spise for meget, lade være at spise for fedt, for sødt, for kaloriefyldt, for pesticide fyldt, for kunstigt, for eksotisk, for .... Er den kristne faste bare endnu et udtryk for det nogen kalder den moderne "sundheds fascisme", som får folk til at

Jeg har fået rigtig mange reaktioner på mit indlæg først i januar om Tomheden, Meningsløsheden og Ensomheden. Tak for det! Det er rart at vide, det jeg skriver, når jeg skriver "prosa" om hvordan jeg har og har haft det, resonerer hos andre. Derfor vil jeg gerne dele noget om længsel: "Hun var ikke én jeg lagde mærke til med det samme. Kender du det? Du møder én, men forestiller dig ikke du skal have mere med hende at gøre. Det var hendes venner jeg søgte: Forventningen og Glæden. Hun var bare en del af deres gruppe. Men jeg lagde ikke mærke til hende, Længsel. Jeg var optaget af Forventning. Jeg brugte tid på Glæden. Vi tænkte, snakkede og gjorde os forestillinger. Længsel holdt sig i baggrunden. Men som tiden gik var det som om Glæden blegnede og Forventning og jeg havde ikke mere at snakke om. Hun holdt op med at ringe, kom ikke mere på besøg. Men Længsel holdt ved. Hun kom, hun blev. Stadig stille, for sådan er hun, men meget nærværende. Ind imellem nærgående.