Eftermiddag i eget selskab
En eftermiddag i mit eget selskab. Dejligt - havde jeg forestillet mig. Men der gik ikke længe før jeg ikke var alene mere. Tomheden kom snigende. Og med sig havde hun Ensomheden. Jeg forstod det ikke. Godt nok stiftede Tomheden og jeg bekendtskab gennem hendes søster, Længsel, men jeg havde forstået det sådan, at vi ikke skulle have mere med hinanden at gøre. "Udemærket", tænkte jeg, og rykkede mig lidt i sofaen, så der blev plads. Jeg har før prøvet at forestille at have travlt med andet, men det nytter ikke når de kommer. Efter nogen tid gik Ensomheden ud for at ringe efter sin ven - en skidt fyr - som kom indenfor et par minutter. Tomheden gør ondt og Ensomheden er kold. Men Modløsheden er ikke til at holde ud at være sammen med, for han skal absolut snakke. "Det går jo ikke det her. Hvad skal det til for? Hvad nytter det?" Og det er ikke til at få ørenlyd. Tilslut skrider Modløsheden, tårene kommer og Ensomheden og Tomheden siver ud ad døren. Tilbage si