Man har et standpunkt....
Jens Otto Kragh har givet os alle sammen talemåden "Man har et standpunkt til man tager et nyt". Og det er sikkert også meget rigtigt at det er sådan det er. Meninger og holdninger ændrer sig jo i takt med at vi får nye indsigter og større forståelse af hvad vi har med at gøre i forskellige situationer. Alligevel kommer her et lettere frustreret spørgsmål: Kan man ikke også have en holdning, som uanset følelser, der påvirkes af situationen, danner grundlag for ens handlinger?Skal man partout være i sine følelsers vold? Jeg spørger fordi jeg nu to gange i den sidste uge har oplevet mennesker i autoritet fortælle mig at "det skifter du nok mening om". Men hvad nu hvis jeg gerne vil at min tro danner grundlag for mine handlinger? Jeg tror faktisk på, at vi ikke kun skal lytte til vores nu-og-her længsel efter lykke. For hvad er det jeg dybest set gerne vil? Hvad er den dybeste længsel? Men så er vi selvfølgelig inde på et område hvor religion påvirker min politiske/o