Dig og mig og vi tro

Det har været umanerligt godt at være på ferie - dels i dejlige nordjylland, og særdeles i det smukke Peak District hvor Duncan og jeg mødte hinanden. Det er første gang siden vi rejste til Danmark at vi har været der. Og med udsigter som det her var det rigtig godt at komme "hjem" igen. Noget af det, som er godt ved at komme tilbage til et sted man holder af synes jeg er at genopdage det gode. Derfor var vi blandt andet inde på den lokale anglikanske kirkegård fordi jeg absolut måtte have et billede med hjem af Sophias gravsten. Jeg ved ikke hvem Sophia var, blot at hun har et smukt navn, og at hun ligesom jeg troede på opstandelsen. Og at jeg i øvrigt engang gerne vil have en lignende indskrift på min grav. Jeg synes det er smukt: "Her hviler Sophia til Han kommer igen".

En erindring om Eden Jeg tror, vi alle sammen har en erindring om Edens have. Jeg tror, vi husker berøringen fra Paradiset indeni. At vi har et minde om hvordan alting var tænkt til at være. Og jeg tror det er er denne erindring, denne viden, der får os til at reagere imod uretfærdighed og meningsløshed. Det er grunden til vi råber "hvorfor?!" med smerte og sorg. Det er fordi vi ved, vi er beregnet til evigheden at vi bliver vrede, at vi bliver fyldte med tårer og uforståenhed når et liv bliver taget - for tidligt. Når et barn sulter, når et menneske lider. Jeg tror, vi er skabt til evigheden. Du og jeg er skabt til at leve evigt. Vores liv er ikke beregnet til at være korte, vores væren er ikke ment som et kort mellemspil. Jeg tror, vi er skabt til relationer og kærlighed - den evige af slagsen. Jeg tror, at Gud er den evige kærlighed, og jeg tror, vi er skabt i hans billede. Og fordi vi er skabt i hans billede længes vi efter evigheden. Og jeg tror, at når vi græder m